Som et led i at tænke endnu mere bæredygtigt lancerer køkkenvirksomheden Multiform nu et nyt koncept, hvor kunder kan købe brugte køkkener.

Som den første køkkenvirksomhed herhjemme lancerer Multiform et nyt, bæredygtigt koncept, hvor kunder fremover får mulighed for at købe brugte Multiform-køkkener via virksomhedens egen hjemmeside. Det oplyser Multiform i en pressemeddelelse.

“Mange af de køkkener, som vi lavede helt tilbage i 80’erne, lever den dag i dag i bedste velgående. Vi er stolte af at lave håndlavede køkkener i et design og en kvalitet, som holder i generationer. Livslang holdbarhed og bæredygtighed er to sider af samme sag for os. Derfor betyder det ikke bare noget for os, men for ressourcerne i vores samfund, at vores køkkener får et nyt hjem, når en bolig eksempelvis bliver bygget om eller skifter ejer,” lyder det fra Lars Bay-Smidt, der er Interim CEO for Multiform og koncernchef for Ballingslöv Danmark.

Livsstilseksperten Jill Hawkins peger da også på, at der er en tendens i samfundet, der peger i retningen af, at det stadigvæk bliver vigtigere for forbrugeren at eje meningsfulde genstande. Derfor mener hun også, at der bliver større og større efterspørgsel på brugte kvalitetsprodukter som eksempelvis et køkken fra Multiform.

“Også i fremtiden vil køkkenet udgøre hjemmets funktionelle og følelsesmæssige hjerte. Køkkenets rolle udvikler sig selvfølgelig og tilpasser sig den måde, vi lever på, men det vil altid være et sted, hvor vi skaber minder, og derfor er vi også villige til at investere i det absolut bedste. Et lækkert snedkerkøkken – hvad enten det er nyt eller genbrugt – opfylder disse behov,” siger livsstilseksperten.

Koncernchefen mener ikke, at det nye koncept vil betyde færre solgte nye køkkener. Han peger derimod på, at flere af de klassiske køkkener får et nyt liv.

“I Multiform – og hele Ballingslöv koncernen bag – har vi fokus på bæredygtighed. Jeg er sikker på, at initiativet rammer lige ned i en megatrend, hvor mange gerne investerer mere i hjemmet og har fokus på den gode kvalitet og lange holdbarhed fremfor at omgive sig med en masse ting, som skal smides væk efter kort tid. Det handler basalt set om at aflevere en jordklode i balance til de næste generationer,” afslutter Lars Bay-Smidt.

Foto: Lars Bay-Smidt