Niels Jørgensen: Derfor solgte vi Erik Jørgensen Møbelfabrik

Anden generation og tidligere direktør hos Erik Jørgensen Møbelfabrik, Niels Jørgensen, forklarer, at både tidspunktet og den rette køber gik op i en højere enhed med salget til Fredericia Furniture.

Salget af Erik Jørgensen Møbelfabrik til Fredericia Furniture markerer et nyt kapitel i virksomhedens historie. Et kapitel, som ifølge den nu tidligere direktør i Erik Jørgensen Møbelfabrik, Niels Jørgensen, kommer på det rigtige tidspunkt og med den rette køber.

Siden 1994 har Niels Jørgensen siddet som anden generation i direktørstolen. I 26 år har han sammen med sin bror Ole Jørgensen drevet og ejet Erik Jørgensen Møbelfabrik, som blev stiftet af deres far tilbage i 1954.

Valget om at sælge virksomheden skyldes flere forskellige grunde.

”Ole og jeg er ved at komme op i årene, og vi har derfor ønsket at give virksomheden videre til den rette køber. Vores ønske var at finde en løsning, som kunne sikre, at fabrikken ville fortsætte i fremtiden. Den løsning har vi fundet med Fredericia Furniture, som vil videreføre både produktionen i Svendborg med vores medarbejdere og vores brand,” forklarer Niels Jørgensen til 365DESIGN.

”Markedssituationen har udviklet sig, og tendensen går mod større enheder i branchen, og det resulterer i en skærpelse af konkurrencen. Med overdragelsen til Fredericia Furniture vil vi kunne følge udviklingen,” tilføjer Niels Jørgensen, som blandt andet fremhæver Fredericia Furnitures satsning på digitale platforme som en styrke.

 

Vækst over forventning

Hos Erik Jørgensen Møbelfabrik har det seneste halve års tid budt på vækst over al forventning. Med udbruddet af coronapandemien i begyndelsen af 2020 herskede der usikkerhed om fremtiden. Udviklingen vendte dog hurtigt, og Erik Jørgensen Møbelfabrik kunne tydeligt mærke, at forbrugerne begyndte at orientere sig mere inden for boligindretning.

”Det er gået over al forventning. Vi mærker ganske klart i både vores salg og indtjening, at forbrugerne prioriterer at bruge penge på boligen. Det er derfor tilfredsstillende at kunne overdrage virksomheden netop nu, hvor vi vækster,” fortæller Niels Jørgensen.

Processen med salget af Erik Jørgensen Møbelfabrik har været undervejs i nogle år. At det netop blev midt i en periode med fremgang, at brikkerne faldt på plads, glæder Niels Jørgensen.

 

Plads til de skæve ideer i fremtiden

Med flere årtier i bagagen med arbejde i møbelbranchen ser Niels Jørgensen tilbage på en branche, hvor man tydeligt oplever indflydelse fra konjunkturerne.

Han fremhæver vækstperioder og perioder med stagnation – møbelmarkedet har bølget op og ned med blandt andet kartoffelkuren, it-boblen og finanskrisen.

Overordnet set har Niels Jørgensen oplevet et marked, som er blevet mere og mere professionaliseret.

”I 50’erne og 60’erne var markedet domineret af mindre, enkeltmandsejede møbelvirksomheder, hvor fabrikanten i samarbejde med designere tog valg og prøvede dem af på markedet. I dag er branchen mere professionel med vægt på markedstilpasning. Mange af de større virksomheder som nu opererer på markedet, og som ofte er resultatet af fusioner, har egne interne designere, som følger udviklingen i det, som markedet efterspørger,” forklarer Niels Jørgensen.

”Markedstilpasning betyder, at der bliver en større ensartethed i udbuddet af møbler. Jeg håber på, at der i fremtiden stadig vil komme nye skæve ideer i branchen, som kan være med til at bringe designudviklingen videre,” tilføjer han.

Den tidligere direktør ser nu frem til at kunne hjælpe til på sidelinjen i Erik Jørgensen Møbelfabrik, hvor han og Ole Jørgensen vil stå til rådighed med deres dybe indsigt i virksomheden.