Den nye danske belysningsvirksomhed, der fokuserer på B2B-markedet, kan nu slå dørene op til sit showroom i Indre By i København. 

Tidligere på året blev lampebrandet Mernøe Lighting etableret af designer og ingeniør Morten Mernøe. Sammen med sine to sønner ønsker han at skabe kvalitetsbelysning ud fra filosofien om at forene klassiske materialer med ingeniørkundskab og moderne LED-teknologi. Visionen for brandet er klar:

“Vi ønsker at blive de bedste i branchen til at kombinere klassiske materialer med moderne teknologi,” fortæller Morten Mernøe, der sammen med sønnerne driver virksomheden.

Mernøe Lighting kan nu åbne op for deres nye showroom, som har adresse på Kronprinsessegade 43 i København K, hvor virksomheden også har værksted.

Showroomet holder åbent efter aftale, hvor man kan opleve brandets design. Til dette års 3 Days of Design udstiller Mernøe Lighting med en række andre brands under det nye format DDcated, der bliver afholdt i Kongernes Lapidarium fra den 16. til den 18. september.

 

Første produkt lanceret

Samtidig med åbningen af det nye showroom kan Mernøe Lighting også løfte sløret for deres første produkt, pendlen Mernøe No. 1. Pendlen er fremstillet i forskellige typer massivt træ for at bevare træets naturlige struktur og årenes forløb. Lampen vil blive beklædt med forskellige elementer i messing eller aluminium efter kundens ønske.

I fremtiden vil Mernøe No. 1 få selskab af flere lampedesign, forklarer medstifter og Head of Sales, Jakob August Mernøe:

“På den helt korte bane ønsker vi at etablere vores navn og design i branchen samt involvere os i relevante projeter. På den lidt længere bane vil vi udvikle andre lampedesign og skabe en kollektion.”

Mernøe Lighting leverer blandt andet belysning til Det Kongelige Bibliotek, Den Sorte Diamant, i København. På længere sigt er planen også at udstille og sælge internationalt.

Foto: Mernøe Lighting