En ny og spændende aktør i design- og livsstilbranchen har set dagens lys, efter to midtjyske investeringsaktører har valgt at samarbejde.

I sidste uge blev det officielt, at investeringsselskabet The White Box og investeringsfonden Difko er gået sammen for at styrke investeringsmulighederne i danske designvirksomheder. Samarbejdet omhandler den allerede eksisterende investeringsfond Dansk Design Invest A/S, hvor de to samarbejdspartnere fremover vil samle deres fælles investeringer i designbranchen.

Dansk Design Invest er sat i verden for at investere i danske design- og livsstilsbrands, og fonden fungerede tidligere som investeringsfond for The White Box alene. Med samarbejdet er fonden nu blevet opgraderet ved at tilføje Difkos kompetenceområder og mangeårige erfaring. Det nye partnerskab er ifølge partnerne selv: ‘Et unikt samarbejde der kombinerer årtiers erfaring fra kapitalmarkedet og vækst af design- og livsstilsvirksomheder.’

Som investeringsfond har Difko i mere end 40 år arbejdet med udbud af investeringsprojekter, formidling af investeringskapital og selskabsadministration, mens The White Box blev stiftet i 2021 med henblik på at skabe vækst for formålsdrevne design- og livsstilsbrands.

Hos Dansk Design Invest investerer man allerede i en række danske designbrands såsom Wehlers, Kodanska, Wabi Sabi Nordic, Nuad, Plauborg Furniture og senest Oyoy Living Design – et samarbejde du kan læse mere om her.

Foto: Oyoy Living Design