I forbindelse med 3 Days of Design 2020 slår Onecollection dørene op til et nyt House of Finn Juhl-showroom i København. Coronakrisens konsekvenser med aflyste messer og events har fået virksomheden til at satse på at skabe et designmekka for Finn Juhl.

Kun et stenkast fra Kongens Nytorv på Gothersgade 9 ligger Wilhelm Hansens Hus, som siden 1879 har dannet rammen om musikhandel- og forlag i København. I bygningen er der nu kommet nye beboere, nemlig Onecollection med brandet House of Finn Juhl.

Efter flytning fra det tidligere showroom på Frederiksgade 1 er et nyindrettet House of Finn Juhl-showroom klar til at slå dørene op i det historiske hus under dette års 3 Days of Design.

“Flytningen af showroomet er resultatet af et helt særligt samarbejde med Wilhelm Hansen Fonden, som nu har givet os en unik mulighed for at præsentere Finn Juhls design et helt særligt sted,” udtaler stifter og medejer af Onecollection / House of Finn Juhl, Ivan Hansen, i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Coronakrisen har ændret på mange ting. I erkendelse af at store internationale messer og events er blevet aflyst og formentlig ikke genopstår på samme måde foreløbig, har vi valgt at skabe et Mekka for Finn Juhls skulpturelle design i hjertet af vores designhovedstad København. Her kan fagfolk og designinteresserede fra hele verden komme og få den komplette oplevelse af Finn Juhls møbelunivers.”

Det nye showroom kommer ikke kun til at rumme Finn Juhls design. Også nye møbler samt lamper, kunst med mere, som komplementerer hinanden, vil blive en del af showroomet, lyder det i pressemeddelelsen.

”Ringen er sluttet”

Det er ikke en tilfældighed, at det nye showroom skulle placeres netop i Wilhelm Hansens Hus. Finn Juhl dannede frem til sin død i 1980 par med Hanne Wilhelm Hansen, som sammen med sin søster udgjorde fjerde generation af Wilhelm Hansens Musikforlag. I 1998 kontaktede Hanne Wilhelm Hansen stifterne af Onecollection, Ivan Hansen og Hans Henrik Sørensen, og de indledte et samarbejde om relancering af Finn Juhls møbler.

Siden Hanne Wilhelm Hansens død i 2003 er samarbejdet mellem Wilhelm Hansen Fondens bestyrelse, der holder til i Wilhelm Hansens Hus, fortsat.

“Ringen er sluttet. Det er blevet, som Hanne har ønsket det – og lidt til. Jeg tror nemlig ikke, at hun i sin vildeste fantasi havde forestillet sig denne succes med Finn Juhls møbler, der nærmest var gået i glemmebogen, da vi fik overdraget rettighederne. Vi er glade og stolte over at have indfriet Hannes ønske, og at vi i dag, i betydeligt omfang, støtter den udøvende kunst gennem licenserne fra salget af Finn Juhls møbler. Samtidigt håber vi, at vi kan være med til at berige vores hovedstad med et smukt nyistandsat showroom i et historisk lokale,” afslutter Hans Henrik Sørensen.

Den officielle åbning af showroomet finder sted torsdag den 3. september 2020.

Foto: Facade af Wilhelm Hansens Hus