Højer Invest, der gennem Højer Møbler A/S leverer møbler til undervisningssektoren, har været på opkøb i sin nordjyske hjemegn og overtager alle aktiviteter i en kontormøbelvirksomhed.
Efter 50 år som selvstændig kontormøbelproducent har Rumas A/S valgt at sælge alle aktiviteter i virksomheden. Køberen er Højer Invest, som også ejer Højer Møbler A/S. Det skriver Højer Invest i en pressemeddelelse, hvori det også fremgår, at Højer Invest pr. 1. juni 2020 har opkøbt og overtaget Rumas A/S.
Efter grundlæggeren, John Pedersen, gik bort overtog grundlæggerens datter, Line Søe, i januar 2018 den daglige ledelse af Rumas. Sammen med underdirektøren, Michael Petersen, har hun de seneste 2½ år opdateret Rumas’ kollektion, processer og showroomet i Aalborg.
“Med strategien på plads er jeg derfor glad for at kunne videregive stafetten til Højer Invest. Jeg er særligt stolt af at Rumas med dette salg fortsat er i solide, nordjyske hænder, og at lokale arbejdspladser således bevares. Jeg er sikker på, at det er begyndelsen på en ny og spændende rejse for Rumas”, udtaler Line Søe.
Ifølge indehaver af Højer Invest, Jens Højer, er der mange synergier mellem Højer Møbler og Rumas, blandt andet en optimeret fælles produktion og et bredt og konkurrencedygtigt sortiment.
Det bliver Højer Møblers nuværende direktør, Michael Glibstrup, der skal fungere som adm. direktør i begge selskaber. Han ser tilføjelsen af Rumas som en stor styrke for Højer Møbler.
”Ved at udvide sortimentet og tilføje et ekstra segment, som vi ikke tidligere har arbejdet intensivt med, er vi parate til at vinde land i både DK og på eksportmarkederne. Vi er særdeles stærkt rustede nu med en stor tro på fremtiden – til glæde for både kunder og medarbejdere”.
Foto: Rumas