Reform løsriver sig fra Ikea

Den danske køkkendesignvirksomhed Reform har længe været kendt for at kunne opgradere Ikea-køkkener med speciallavet design. Nu ændrer Reform retning og tilbyder selv den fulde køkkenpakke.

Designvirksomheden Reform er kendt for sine Ikea-hacking køkkenløsninger med specialdesignede låger, der passer til Ikeas basiskøkkenelementer.

Nu lancerer Reform dog sit helt eget kabinetsystem med målet om at give Reform-køkkenet et indre kvalitetsfundament, som matcher det ydre design. Dermed er Reform ikke længere afhængig af Ikeas basiselementer.

”Lige siden vi stiftede Reform, har det været et mål og ønske for os at tilbyde vores kunder et indre kvalitetsfundament, som matcher det prisvindende ydre design. Vi har hele tiden ville lave noget, der er bedre og smartere, end hvad markedet ellers tilbyder. Efter mange år på tegnebrættet har vi endelig udarbejdet et færdigt produkt,” siger stifterne Michael Andersen og Jeppe Christensen i et interview med 365DESIGN og fortsætter:

”Vi har altid haft et ønske om at være et selvstændigt designbrand, der kan stå på egne ben og derved løsrive os mere fra Ikea og det her ”Ikea-hacking label”. Før var vores forretning bygget op omkring Ikeas løsninger og vores kunders villighed til at benytte deres løsninger som fundament for deres køkkener – nu er vi et selvstændigt køkkenbrand, der tilbyder hele pakken.”

Strategien for løsrivelsen er helt klar, hvis man spørger de to stiftere:

”Den nye løsning skal bidrage til, at vi bliver vores eget brand, og at vi rammer nogle kunder, som før har fravalgt os, fordi vi ikke har kunne tilbyde hele pakken – men det kan vi nu,” lyder det fra Michael Andersen og Jeppe Christensen, der fortsætter:

”Lige siden vi grundlagde Reform tilbage i 2014, har vi haft målet om at blive verdens største og bedste køkkenbrand. Det vil vi stadig, og det her er et skridt på vejen dertil. At være det største og bedste køkkenbrand handler i vores øjne ikke om mentaliteten i at være størst og tjene flest penge. Det handler om, at vi inderligt tror på, at vi har noget, der er så godt, at flest muligt mennesker fortjener at få adgang til det.”

Det er målet, at kunderne fremadrettet skal købe den samlede køkkenpakke hos Reform. Michael Andersen og Jeppe Christensen fortæller dog, at det fortsat vil være muligt at bestille produkter, der passer til Ikeas basiselementer.

”Vores ønske med Reform er stadig at opretholde en tilgængelighed uden at gå på kompromis med den centrale del af vores dna, som er at tilbyde godt design til flere mennesker. Derfor vil Ikea-løsningen altid være en mulighed hos os,” afslutter de.

Foto: Reform