Ifølge et medie leder den danske designsucces efter en ny ejer. Designvirksomheden, der vækster trods corona, har ikke bekræftet rygterne. 

Flere kilder har fortalt til Finans, at designvirksomheden Ferm Living er på udkig efter nye ejere. Ifølge mediet skulle Ferm Living i samarbejde med investeringsbanken Carnegie i øjeblikket lede efter en ny ejer.

Direktør for Ferm Living Peter Vedel har ikke ønsket at kommentere Finans’ oplysninger. Carnegie og kapitalfonden Vendis Capital, som ejer størstedelen af designvirksomheden, har ligeledes ikke ønsket at kommentere sagen.

Peter Vedel fortæller til Finans, at det i øjeblikket går over forventning, og at Ferm Living vækster trods coronakrisen.

”Vi havde travlt allerede inden corona ramte, og vi har ikke fået mindre travlt siden. Vi kommer til at lave et super resultat for året og langt over det, vi troede, da året startede,” udtaler han til mediet.

Regnskabet for 2020 er endnu ikke offentliggjort. Ifølge Peter Vedel kommer designvirksomheden ud med et rigtig godt resultat i vækst. I 2019 landede Ferm Living et resultat før skat på 22 mio. kroner.

Tilbage i 2016 solgte stifter Trine Andersen omkring to-tredjedele af Ferm Living til kapitalfonden Vendis Capital.

Foto: Ferm Living