De to virksomheder, der på hver deres måde er specialiseret i at levere indretning og materialer til kontorer, har nu valgt at blive til én samlet virksomhed.
Kontorindretningsleverandøren Redoffice Scan Office, der er en af koncernen Scan Office Group A/S, fusionerer nu med en anden kontorleverandør, Mogens Daarbak A/S.
Med fusionen forventer Scan Office Group at nærme sig en omsætning på en mia. kroner og en medarbejderstab på 350. Hermed bliver virksomheden Danmarks største leverandør af kontorforsyningsmateriale og professionel indretning, oplyser koncernen i en pressemeddelelse.
Den fælles virksomhed ruster sig til konkurrencen med de større udenlandske spillere, lyder det videre.
“Scan Office Group og Daarbak er et perfekt match og bliver et bevis på, at 1 plus 1 faktisk godt kan give 3. Vi er begge familieejede, vi deler en lang række værdier, og vi deler en fælles vision for, hvordan vores forretninger sammen kan udvikle sig. Samtidig er vi hver især gode til forskellige ting, hvorfor vi ved at forene vores to virksomheder bliver i stand til at udvikle vores fælles virksomhed i et langt højere tempo,” fortæller ejer og adm. direktør i Scan Office Group, Finn V. Nielsen.
Ifølge ejer og adm. direktør for Mogens Daarbak, Rene Daarbak, er fusionen et stort skridt for de to virksomheder, der nu står endnu stærkere overfor kunderne.
“I dag er en milesten i begge virksomheders historie, idet vi kombinerer to af de mest succesfulde virksomheder i branchen med en overbevisning om, at vi sammen kan opnå langt mere end hver for sig. Både hvad angår kunder, sortiment og løsninger har vi hver især forskellige styrkepositioner, hvorfor vi ved at forene vores virksomheder kan tilbyde både nuværende og nye kunder en endnu bedre oplevelse,” udtaler Rene Daarbak.
Efter fusionen fortsætter Finn V. Nielsen som direktør, mens Rene Daarbak vil fokusere på sin families ejendomsselskab. Daarbak-familien forsætter dog som aktionærer i den nye fælles virksomhed, der nu har 8 indretningsshowrooms og 20 kontorforsyningsbutikker rundt om i Danmark.
Foto: Finn V. Nielsen og Rene Daarbak