Designvirksomheden Sebra Interiør har vundet en pris ved årets ’Børn i Byen’-prisoverrækkelse.

Den danske virksomhed Sebra Interiør ApS, der blandt andet skaber interiør og møbler til børn, og som i 2016 erhvervede sig eneret på designklassikeren Juno-sengen, har vundet prisen for årets bedste mærke i kategorien ’interiør og babyudstyr’ ved prisoverrækkelsen på Nationalmuseet i København. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

”Vi har i år oplevet en meget stærk kategori med mærker, som vi har stor respekt for. Derfor er vi også ekstra stolte og beærede over, at de danske børnefamilier har stemt på netop os, som deres favoritmærke,” udtaler adm. direktør i Sebra, Irene Katballe.

Ved årets prisuddeling har Sebra været oppe mod designvirksomhederne Stokke, Konges Sløjd, Done By Deer og Cam Cam Copenhagen.

’Børn i Byen’-prisen har eksisteret siden 2011, og vinderne findes gennem nominering fra og afstemning blandt børnefamilieguidens godt 50.000 nyhedsbrevmodtagere.

”’Børn i Byen’-prisen er forbrugernes pris. Det er børnefamiliernes mulighed for at anerkende de steder og mærker, der betyder allermest for dem. Derfor er det også op til dem at afgøre, hvem der skal nomineres, og hvem der i sidste ende skal stå som vinder,” udtaler direktør for og grundlægger af Børn i Byen, Caroline Melgaard.

Sebra Interiør er grundlagt i 2004 af Mia Dela, der er uddannet designer fra Designskolen i Kolding. Det er anden gang virksomheden vinder prisen for årets bedste mærke i børneinteriørkategorien – sidst var i 2015.