Det danske modebrand har taget et nyt skridt i forhold til at udnytte hver en fiber i tøjproduktionen. Svaret er møbler og butiksinventar lavet af tekstilrester og fraklip fra tøjproduktionen.
Når man fremover sætter sig i møblerne i de danske og tyske Shaping New Tomorrow-butikker, kan man gøre det med god samvittighed. Møblerne bliver nemlig fremstillet af tekstilrester og fraklip fra tøjproduktionen, hvorved det danske modebrand har taget endnu et skridt i udnyttelsen af de produktionsrester, som tøjfremstillingen kaster af sig. Det skriver brandet i en pressemeddelelse.
Shaping New Tomorrow har i forvejen et stort fokus på at genanvende overskydende materialer, affald og slidte produkter, og strategien inden for zero waste er således meget ambitiøs.
”Det har krævet store investeringer og et kæmpe arbejde at nå hertil, hvor vi er i dag. Men nu har vi stort set fået udstyret samtlige butikker med møbler, vægge og andet inventar, der er lavet af overskudsrester fra vores produktion. Det er virkelig en tilfredsstillende fornemmelse at se det, der før var affald og rester genopstå,” siger Founder og CEO i Shaping New Tomorrow, Kasper Ulrich.
Det er mere præcist loungemøbler og vægge i butikkernes prøverum, der nu er lavet af tekstilrester og returvarer, men de genanvendte materialer indgår også på kontorerne i Aalborg og Hamborg i form af vægge og opslagstavler. Genanvendelse er kernen i Shaping New Tomorrows tilgang til zero waste, og målet er at tænke genanvendelse ind alle steder.
”Målet er, at vores udvikling af nye, innovative materialer og produkter understøttes af en målrettet indsats for at begrænse spild og gradvist nedbringe vores miljø- og klimaaftryk. Det er en langsigtet og også kompleks rejse, for når vi taler bæredygtighed, er der ikke en egentlig endestation. Det er noget, der hele tiden kræver investeringer, udvikling og forbedringer,” forklarer Kasper Ulrich.
Et sted hvor Shaping New Tomorrow allerede har sat ind, er i deres Essential-kollektion, hvor virksomheden anvender specialudviklede hightech-fibre, som er lavet af genanvendte plastikflasker.
”Med Essential har vi udviklet en produktlinje, der appellerer bredere og vokser år for år. Min forventning er, at produktkategorier fokuseret på genanvendte materialer inden for to-tre år udgør over halvdelen af vores salg. Vi fortsætter vores investeringer i Essential, fordi vi tror på, at vi kan være med til at skabe en trend i markedet, hvor forbrugerne søger mod nye, mere bæredygtige styles. Målet er at gøre produkter lavet af genanvendte materialer til det nemme valg for forbrugeren,” siger Kasper Ulrich.
Foto: Shaping New Tomorrow