Endnu et skridt på rejsen mod at blive CO2-neutral i 2030 er nu taget hos den danske designvirksomhed. Projektet, hvor 90.000 træer bliver plantet, skal være med til at give tilbage til omgivelserne, forklarer direktør og ejer Jesper Panduro.
Umiddelbart forbinder man ikke de klassiske møbler fra den danske designvirksomhed Skagerak med et skovområde. Men den kobling er nu blevet en realitet.
Skagerak, der var en af de første virksomheder i Norden til at bliv B Corp-certificeret tilbage i 2017, har nemlig sat sig for at plante deres egen skov. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Det nye initiativ er et skridt på rejsen mod det mål, som Skagerak satte sig i 2019: At være CO2-neutral i 2030. Skovprojektet udføres sammen med Hedeselskabet, der planter 90.000 træer i lokalområdet ved Dronninglund.
“Projektet er et stort ønske, som nu går i opfyldelse. Både fordi Skagerak elsker træ, men også fordi vi vil drive vores virksomhed på en måde, hvor vi giver tilbage til vores omgivelser,” forklarer Jesper Panduro, ejer og CEO i Skagerak, og fortsætter:
”For os handler det om at tage ansvar og bidrage positivt, hvor vi kan. Med vores kommende skov håber vi, at vi kan skabe et nyt naturområde, som lokalsamfundet i Dronninglund kan få glæde af, og projektet er samtidig et naturligt næste skridt på vores rejse mod at blive CO2-neutrale i 2030.”
Flere formål: CO2-optag, biodiversitet og naturoplevelser
Hedeselskabet, der står bag beplantningen af skoven, har gennem 155 år været en førende kapacitet inden for skovrejsning i Danmark. Det er derfor en seriøs partner, som Skagerak er teamet op med.
Der er da også store ambitioner for skovområdet. Udover at der skal plantes 24 hektar skov på det 42 hektar store område, så skal resten af ejendommen bruges til tiltag, der fremmer biodiversiteten og rekreative formål som shelter og bålplads.
“Da vi begyndte at plante skov i Jylland tilbage i 1866, var der kun få procent skov tilbage i Danmark. Og i dag er tallet steget til cirka 15 procent. Og det tal skal stige endnu mere. Derfor er det fantastisk, at virksomheder som Skagerak er sit ansvar bevidst, og er med til sikre plantning af ny skov lokalt i Danmark,” siger Axel Lorenzen, direktør for Grønne Investeringer i Hedeselskabet.
Plantningen af den nye skov foretages i foråret 2022.