Bløde tekstiler og småmøbler til de mindste bliver nu tilføjet til kollektionen hos designvirksomheden Skriver Collection. Den nye børneserie trækker tydelige tråde til standardkollektionen.  

For 10 år siden startede Jane Skriver designvirksomheden Skriver Collection, der sælger et væld af tekstilprodukter såsom puder, tæpper, sengetæpper, badeforhæng og puffer.

Nu udvider virksomheden med en serie til børn med navnet Skriver Kids. Serien vil være i samme gode kvaliteter, som også tilbydes i standardkollektionen.

”Tanken bag vores Skriver Kids-serie er at lave samme eksklusive kvaliteter med nye og eksisterende farver, hvor vi sælger luksus til børn med de bedste materialer samt skønne farver,” fortæller stifter Jane Skriver til 365DESIGN.

Den nye serie til børn består af puder, sengetæpper, babyalpaka tæpper/puder/tørklæder, madrasser, sækkestole samt puffer og tæpper til gulvet. Ideen med de nye produkter er, at de kan anvendes i alle rum i boligen og være en del af et fælles miljø i en moderne indretning.

”Vi ønsker at udvide serien til vores eksisterende forhandlere og nye butikker med fokus på børn og klassisk design,” forklarer Jane Skriver, som selv designer Skriver Collections kollektioner med inspiration fra de nordiske rene og simple linjer og med fokus på det funktionelle, som skaber værdi i hverdagen.

Som resten af Skriver Collections produkter bliver børneserien produceret i Danmark – kun måtter og tæpper bliver produceret i England.

Foto: Skriver Collection