For Södahl er bæredygtighed den nye norm i interiørbranchen, og derfor er tekstilbrandet nu blevet certificeret med et verdenskendt miljømærke.
“Fokus på bæredygtighed er større end nogensinde før, og i det årti, vi næsten lige er gået ind i, er dét at tænke på kloden og hinanden ikke bare en omskiftelig trend, der stjæler billedet for så at forsvinde igen, men den nye norm. Det handler om at vise forståelse og omsorg for det, der var – og det, der kommer. Bæredygtighed er på alle ledder og kanter dagsordenssættende, og det ses naturligvis også i interiørbranchen.”
Sådan skriver Södahl i en pressemeddelelse, hvori de offentliggør brandets nye certificering.
Södahl kan nemlig efter flere års arbejde med økologiske tekstiler og bæredygtige produkter kalde sig GOTS-certificeret.
“GOTS, Global Organic Textile Standard, anses for at være den mest ambitiøse miljømærkning inden for tekstiler, og Södahl er derfor meget stolte af certificeringen,” skriver brandet videre i pressemeddelelsen.
Når et brand bliver certificeret med GOTS bliver hele forsyningskæden således certificeret: GOTS kontrollerer med andre ord alt fra produktion og forarbejdning til slutprodukt, og der tages hensyn til de menneskelige produktionsforhold baseret på retningslinjer fra The International Labour Organisation. På den måde kan Södahl garantere en både bæredygtig og socialt ansvarlig produktion, fremgår det i pressemeddelelsen.
Foto: Södahl






