Søstrene Grene og Mødrehjælpen samler julehjælp ind sammen

For første gang har Søstrene Grene og Mødrehjælpen indgået et samarbejde. De to vil sammen samle ind til årets julehjælp til fattige og udsatte familier i Danmark.

Mere end 60.000 børn lever i fattigdom i Danmark, og med coronapandemien forventer Mødrehjælpen at behovet for julehjælp vil stige yderligere i år.

”Det tikker stadig ind med juleansøgninger, og vi kan se, at der igen i år er et stort behov for hjælp. I samarbejdet med Søstrene Grene håber vi på at kunne hjælpe de tusindvis af børnefamilier, der har hårdt brug for julehjælp i år,” siger Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen, i en pressemeddelelse.

En del af samarbejdet indebærer, at Søstrene Grene har doneret 1.200 adventskalendergaver fordelt i 300 gavesæt. Alle gaverne bliver nu delt ud til udsatte børn i Mødrehjælpens lokalforeninger i Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Næstved, Slagelse og Nykøbing Falster.

”Hos Søstrene Grene er kalendergaveridéer til børn centralt i juletiden, og det var med afsæt i dét, at idéen til samarbejdet med Mødrehjælpen udsprang. Vores kultur i virksomheden er præget af det, vi kalder Søsterånden. Den betyder, at vi altid støtter hinanden og løfter i flok, både internt i virksomheden og i samfundet omkring os. Og lige præcis dette samarbejde udtrykker Søsterånd, når det er stærkest: Muligheden for at bidrage med det, man selv kan undvære, for at andre familier også kan få en glædelig jul,” udtaler Mikkel Grene, adm. direktør i Søstrene Grene.

 

Indsamling via Søstrenes digitale platforme

Søstrene Grene stiller som en del af samarbejdet også sine digitale platforme til rådighed ved at oprette en indsamling til fordel for Mødrehjælpens Julehjælp.

”Allerede inden vi gik offentligt ud med dette samarbejde, har modtagelsen været overvældende; også internt, hvor vi kan mærke en stor stolthed i forhold til dette initiativ. Jeg tror, at det hænger sammen med, at vi oven på et år, som har berørt os alle på forskellig vis, har et forstærket ønske om at gøre en forskel for andre og ønsker at hjælpe, hvor vi kan,” fortæller Mikkel Grene og fortsætter:

”Det er blandt andet derfor, vi har valgt at oprette vores egen indsamling på Facebook på vegne af Mødrehjælpens Julehjælp og derved også give vores mange følgere i Danmark mulighed for at donere, hvad de kan undvære.”

Frem til den 21. december 2020 vil indsamlingen til fordel for Mødrehjælpens Julehjælp strække sig. Hver gang der indsamles 500 kroner, vil et udsat barn i Danmark få en komplet juleaften med gaver, godter og meget mere.

Foto: Søstrene Grene, medarbejdere pakker adventsgaver til Mødrehjælpen