Et nyt samarbejde med et anderledes koncept markerer møbelvirksomhedens evne til at indrette restauranter, hoteller og kontormiljøer.
Det danske møbelbrand, der blev grundlagt i 2012, er for mange mest kendt som et consumer brand. De senere år har Sofacompany dog opnået større tilstedeværelse på kontraktmarkedet.
Sortimentet er blevet udvidet med produkter specifikt udviklet til hoteller, restauranter og kontormiljøer og udgør i dag en stor del af Sofacompanys dna.
“Hos Sofacompany fokuserer vi på design af høj kvalitet, solidt håndværk og æstetik, der kan fremkalde en varm og hjemlig følelse – et koncept, der passer perfekt til hoteller, restauranter og andre steder for fritids- og sociale sammenkomster,” siger Niels Svolgaard, salgsdirektør for kontraktmarkedet hos Sofacompany, i en pressemeddelelse.
One-size-fits-all er ikke altid nok
Med et nyt samarbejde øger Sofacompany sin tilstedeværelse på kontraktmarkedet yderligere.
Møbelvirksomheden har for nyligt indgået samarbejde med FDomes, der skaber unikke glamping-telte til blandt andet kontraktmarkedet. Med deres ukonventionelle form og luftige interiør har FDomes skabt en luksuriøs mulighed for udendørs overnatning. En anderledes ferieoplevelse og overnatningsform, som kan opstilles i områder, hvor hoteller er umulige at bygge.
Ifølge Sofacomapany er FDomes en ideel partner til at vise, at møbelvirksomhedens evner at tilføje en hjemlig følelse i alle rum.
“I en professionel sammenhæng er en one-size-fits-all-tilgang ikke altid nok. Derfor har vores dedikerede team i samarbejde med FDomes skabt en række unikke og meget hjemlige, skræddersyede møbler, der matcher FDomes Glamping-telte exceptionelle strukturer,” fortæller Niels Svolgaard.
At Sofacompany ejer sin egen forsyningskæde med egen fabrik betyder, at de kan lave skræddersyede løsninger, som passer til de specifikke projekter og samarbejdspartnere. Det er en stor fordel, når der skal tilbydes produkter til aktører på kontraktmarkedet, som ofte ønsker specialtilpassede løsninger, forklarer møbelvirksomheden.
Foto: FDomes og Sofacompany