I forbindelse med at to brands i samme designfamilie forenes som ét, da deres design- og kvalitetsprofiler minder meget om hinanden, vil de fremover have ét samlet navn.

De to veletablerede brands på det danske kontraktmarked, Randers+Radius og Andersen Furniture, har fremadrettet et fælles navn: Andersen Furniture. De to brands er i forvejen en del af samme hus, Design Concept Denmark, som også Muubs er en del af. De to brands lægger både stil-, design- og kvalitetsmæssigt tæt på hinanden, og det giver derfor mening af sammenføre dem under ét samlet navn.

”Randers+Radius har været en del af Design Concept Denmark siden 2022, og jeg har kun oplevet en positiv udvikling siden sammenlægningen. Det har også været tydeligt, at vores produkter kvalitets- og stilmæssigt ligger tæt op ad Andersen Furniture. Jeg har derfor været en stor fortaler for, at Randers+Radius og Andersen Furniture bliver ét samlet brand. Jeg ser det ikke som en afslutning, men som et nyt kapitel for vores brand med uanede muligheder og et stort potentiale, for der er ingen tvivl om, at sammen står vi stærkere,” fortæller Niels Kastrup, én af to tidligere indehavere af Randers+Radius i en pressemeddelelse.

Ideen opstod på Orgatec

Både Randers+Radius og Andersen Furniture deltog på Orgatec-messen i Köln i efteråret 2022. De havde en fælles stand, og her oplevede de, at besøgende havde svært ved at skelne de to brands fra hinanden. Og efter at have adspurgt kunderne, var meldingen klar: De ville foretrække ét samlet brand.

”I praksis vil vores kunder ikke komme til at opleve ændringen udover, at det bliver nemmere. Vores sælgerteam har siden overtagelsen af Randers+Radius varetaget begge brands, så den positive ændring er her, at der fremadrettet kun arbejdes med én prisliste, website osv.,” siger CCO Morten Bertelsen Hertz.

Foto: Andersen Furniture