Snart åbner Brdr. Sørensen et spritnyt møbelhus, hvor design, ifølge indehaverne selv, bliver en oplevelse – og ikke bare et køb.
Som møbelforhandler kræver det en relativt stor portion mod at udråbe sig selv som ’Danmarks mest visionære møbelhus’. Det er dog ikke mindre, hvad det traditionsrige møbelhus Brdr. Sørensen har gjort i forbindelse med åbningen af deres helt nye møbel- og designunivers i Aalborg.
I en pressemeddelelse meddeler Brdr. Sørensen, at det nye møbelhus slår dørene op torsdag den 20. november, og at man i den forbindelse inviterer til en storslået Grand Opening.
Tilbage i maj i år kunne Brdr. Sørensen annoncere, at møbelbutikken Brdr. Sørensen Møbler efter 48 år på Danmarksgade i Aalborg ville flytte til helt nye rammer på Gøteborgvej i Aalborg. Samtidig blev det meldt ud, at den nye lokation skulle danne ramme om et helt nyt koncept, der ville kombinere både moderne design, kunst, håndværk og oplevelse i ét samlet rum.
Dette nye koncept er nu klar til offentliggørelse, og ifølge Brdr. Sørensen selv, kommer det til at sætte helt nye standarder for, hvordan et møbelhus kan tænkes. Ja faktisk mener man, at det vil varsel en helt ny æra for dansk design.
“Vi har skabt et sted, hvor design bliver en oplevelse – ikke bare et køb. Vores nye hus er et mødested for dem, der vil inspireres, udfordres og mærke, hvad godt design kan,” fortæller indehaver Jan Sørensen.
Det nye møbeldomicil på hele 2.500 kvadratmeter kommer til at ligge i den tidligere fabrikshal på den gamle Gasa-grund på Hobrovej sydvest for Aalborg. Her er de gamle rammer nu blevet omdannet til et levende rum med udstillinger, talks, film og naturligvis møbeldesign.
Foto: Brdr. Sørensen





