Den danske distributionsvirksomhed har valgt at investere i designvirksomheden By KlipKlap: “Brandet og produkterne passer perfekt ind i den filosofi, vi arbejder efter,” lyder det fra Witts Investment Director.
Distributionsvirksomheden Witt har løbende udvidet sin produktportefølje. Nu har virksomheden valgt at investere i den danske designvirksomhed By KlipKlip, som skaber møbler, der stimulerer børns motoriske udvikling og samtidig indbyder til leg og samvær mellem børn og forældre.
Investeringen bunder i tankegangen om, at nærvær er blevet en mangelvare i vores accelererende samfund, og netop nærvær er fundamentet for – især børns – trivsel. Filosofien hos By KlipKlap er, at møbler får et længere liv, når de opfordrer til en multifunktionel måde at leve på – og den filosofi støtter Witt op om.
”Brandet og produkterne passer perfekt ind den filosofi, vi arbejder efter,” fortæller Investment Director Kasper Witt og tilføjer:
”Originalt, stilfuldt design kombineret med ekstrem høj kvalitet og holdbarhed.”
Et ikon indenfor multifunktionelle møbler
Designvirksomheden By KlipKlap blev stiftet tilbage i 2011 af Pia Dam Lauritsen ud fra visionen om at designe funktionelle møbler og tilbehør til hjemmet i holdbare materialer og med et stilfuldt udtryk. Hele ideen opstod, da hun forgæves ledte efter et behageligt underlag til tumletid med sin lille søn. Til sidst designede hun sin egen tumlemadras, der fungerede som et perfekt værktøj til at stimulere hendes søns motoriske udvikling, og som samtidig styrkede deres samhørighed. I dag har det originale design udviklet sig til en hel serie af produkter, og for mange danskere er By KlipKlap et ikon indenfor multifunktionelle møbler, og med samarbejdet med Witt vil endnu flere kunne få glæde af produkterne.
”Vi har et stort ønske om, at endnu flere i hele verden skal have glæde og gavn af By KlipKlap, og her kan Witt hjælpe med deres tungtvejende erfaring inden for salg og distribution,” siger Pia Dam Lauritsen.
Også hos Witt ser man frem til samarbejdet og ideen om at få mere nærvær og flot design ind i flere hjem verden over.
”Vores forskellige styrker udgør det perfekte know-how match. By KlipKlap har fingeren på pulsen i forhold til produktkendskab, designudvikling og formgivning, og vi tager os af distributionen. Samarbejdet skulle også gerne sikre ressourcer til udvikling af sortimentet med nye kvalitetsprodukter i By KlipKlap-universet,” lyder det fra Kasper Witt.
Foto: by KlipKlap