Et nyt snedkerkøkken samt et hul i markedet inspirerede Anja Pajor til at designe en række stole til børn med vægt på kvalitet, æstetik og funktionalitet. På Formland fremviser hun stolene ud fra grundtanken om, at børnemøbler også kan være smukke designmøbler.

 

Hos møbelvirksomheden Oaklings Copenhagen, der producerer designstole til børn, arbejder de ud fra den klare filosofi, at børne­møbler bør være af lige så høj æstetisk og designmæssig kvalitet som møbler til voksne.

“De stole, vi laver, er møbler, der er tiltænkt at stå fremme i køkkenet eller i stuen på lige fod med hjemmets andre møbler. De skal ikke gemmes væk på børneværelset, da vi faktisk ikke tror på begrebet børnemøbler. Af samme grund har det altid være en mission for os at lave nogle produkter, som passer ind i den øvrige indretning,” fortæller Anja Pajor, der er stifter og Creative Director hos Oaklings Copenhagen.

Når startskuddet lyder til Formland Spring 2024, er det første gang, at Oaklings Copenhagen deltager på den midtjyske design- og interiørmesse som en del af Creators Community. Her præsenteres  de tre børne­stole Saga, Smilla og Storm, der henholdsvis er en højstol, en toddler-stol og en børnestol. Tre produkter, der alle blev lanceret sidste år.

I 2019 gik Anja Pajor hjemme på barsel, og det var i samme periode, at familien fik installeret et nyt snedkerkøkken. De flotte og naturlige materialer fik Anja Pajor til at ønske sig en smuk højstol i træ til sit kommende barn.

“Jeg besluttede, at det ikke skulle være en klassisk barnestol, som står i de fleste hjem. Jeg kunne godt tænke mig noget andet. Det skulle være en designstol til børn i egetræ og i god kvalitet, men den fandtes bare ikke. I hvert fald ikke sådan en, som jeg havde i tankerne,” forklarer hun.

Mødte lukkede døre

På trods af en baggrund inden for mediebranchen, besluttede Anja Pajor derfor, at hun ville designe sin egen stol ud fra en ret kompromisløs tilgang.

“Jeg vidste, at hvis jeg skulle gøre det, så skulle jeg gå all in. Så skulle det være fuldstændig kompromisløst. Den skulle være gennembearbejdet, lavet i smukke materialer og i et tidløst design med en voksens smag for øje. Samtidig skulle den selvfølgelig leve op til de krav til komfort og sikkerhed, der passer et barn,” fortæller hun. Derfor begyndte Anja Pajor at søge efter professionelle designere til at hjælpe hende, men mødte i processen mange afvisninger og lukkede døre med begrundelsen: ”Vi arbejder ikke med børnemøbler”.

I 2020 kom Anja Pajor ad omveje i kontakt med design­eren Nina Bruun, der indledningsvist heller ikke var særligt interesseret i projektet, men da hun blev præsenteret for de forudgående tanker og filosofien om, at stolen skulle designes på lige fod med et møbel til voksne, blev hun hurtigt begejstret for idéen.

De to kvinder begyndte herefter at udvikle stolen i fællesskab, og efter tre år, hvor både corona, krigen i Ukraine og høj inflation i den grad vanskeliggjorde produktionen, kunne de sidste år lancere de tre stole, der alle er skabt i eg og fås i tre forskellige farver.

“Hvis jeg i 2020 havde vist, hvad jeg kastede mig ud i, så er det ikke sikkert, at jeg havde gennemført. Det har været en virkelig svær og kompliceret rejse, men i dag er jeg så tilfreds med de tre produkter,” lyder det fra Anja Pajor, der fortæller, at særligt hotel- og restaurationsbranchen har vist stor interesse for Oaklings Copenhagens produkter: ”Vores stole står allerede på flere restauranter i Køben­havn, og lige nu er vi i dialog med en række hotel­kæder og restauranter. Vi har nok alle prøvet at være på en flot restaurant, hvor der virkelig er gjort noget ud af indretningen, og så hiver de pludselig den her plasticstol frem til børnene. Det er tydeligt, at pæne designstole til børn er blevet underprioriteret mange steder. Det er i hvert fald det, vi hører fra disse brancher, der tilkendegiver, at børnestole sjældent bliver tænkt ind som en del af konceptet,” lyder det.

Nu venter Formland-debuten, hvor Oaklings Copenhagen som noget helt nyt vil lancere børnebordet Asta, der passer til børnestolen Storm. Samtidig glæder Anja Pajor sig til at bevise, at man ikke behøver at gå på designmæssigt kompromis med børnemøbler. Tværtimod.

 

Stand F5698