I begyndelsen af september ser et nyt designevent dagens lys: Aarhus Design Hub. Her er 14 aarhusianske brands gået sammen om at skabe et event for professionelle.
Den 1. og 2. september sker der noget nyt i interiør– og møbelbranchen: Der er kommet et nyt event i kalenderen. Aarhus Design Hub er en samling af Aarhus-baserede brands inden for interiør, møbler og belysning, der er gået sammen om at skabe en designbegivenhed, som primært henvender sig til professionelle. Her vil der være mulighed for at møde nyere brands, opleve deres showrooms og tale med folkene bag.
“Aarhus er Danmarks næststørste by, og i dag er der ikke nogen form for fælles messe eller mødested for bolig og design. Men Aarhus har dygtige designbrands, der udspringer herfra og ikke mindst fantastiske designbutikker. Vi ser det derfor som helt naturligt, at Aarhus får sit eget brancheevent, og forhåbentligt bliver det en årlig succesfuld begivenhed, hvor vi aarhusianske virksomheder får mulighed for at vise vores egne showrooms frem,” fortæller Bine Malund Lind, ejer af brandet Stoff Nagel, der også deltager på Aarhus Design Hub til 365DESIGN.
I en pressemeddelelse beskrives Aarhus Design Hub som ‘en hyldest til design, partnerskab, mangfoldighed og Aarhus by.’
Det minder i sit format om 3 Days of Design, hvor besøgende kan kigge ind i de forskellige showrooms rundt om i Aarhus. Nogle brands har egne showrooms, og andre er gået sammen for at skabe showroom-stemning.
De brands, der deltager i Aarhus Design Hub er: Stoff Nagel, AYTM, By Wirth, Dokk16, Ester & Erik, KlipKlap, Kreafunk, Nordic Tales, Studio About, Taishō, Wabi Sabi Nordic, We Do Wood og Woodstyle.
Aarhus Design Hub kræver tilmelding på: [email protected]
Foto: Unsplash