3 Days of Design klar med 2021-dato

Pop up-events, produktlanceringer, workshops og foredrag samt adgang til næsten 200 showrooms og udstillinger i København. Danmarks årlige designfestival er klar med datoen for 2021.

Den københavnske designevent 3 Days of Design, der normalt afholdes i maj, har netop lanceret datoerne for den kommende udgave. I år lyder datoerne for afholdelse den 16. til den 18. september 2021.

Corona-pandemien præger stadig branchen, og derfor udskydes designfestivalen igen i år til efteråret 2021, som ”er det perfekte tidspunkt at mødes fysisk og se frem mod en lysere fremtid,” skriver 3 Days of Design i en pressemeddelelse.

”Nu, mere end nogensinde, er det afgørende at bevare vores forbindelser og vores engagement. Jeg ser frem til, at 3 Days of Design endnu engang kan blive stedet, hvor vi støtter hinandens initiativer, og hvor vi oplever inspirerende designs,” siger Signe Byrdal Terenziani, adm. direktør for 3 Days of Design, i pressemeddelelsen.

Signe Byrdal Terenziani uddyber overfor 365DESIGN:

“Vores største ønske er at bevare afholdelse af vores event som et forårsarrangement i maj, men som verdenssituationen ser ud nu, kunne det ikke lade sig gøre i år. Vi er i tæt dialog med sundhedsmyndighederne, der ligeledes anbefaler os at vente til den anden side af sommeren.”

Hun fortsætter:

Vi havde en fantastisk og succesrig oplevelse sidste september, hvor vi så, at vi godt kunne afholde 3 Days of Design på trods af Covid-19. Vores gæster og udstillere var fantastiske til at overholde de retningslinjer, vi definerede i samarbejde med myndigheder og udstillere. Vi ser frem til at gentage succesen til september, hvor vi også gerne skulle have den omtalte flokimmunitet og et gennemført vaccineprogram på plads.”

Sidste år lancerede 3 Days of Design en digital platform til dem, der ikke havde mulighed for at deltage i det fysiske event. I år udvides platformen yderligere, så det nu bliver endnu nemmere at mødes virtuelt med de forskellige designvirksomheder. Her vil besøgende have mulighed for at følge interessante samtaler, live streams og podcasts.

Foto: Signe Byrdal Terenziani