”Mange ting kan ændre sig på kort tid, så vi arbejder på digitale aktiviteter som en del af indholdet,” udtaler den nye projektleder for svenske Formex, Sara Ek, om det kommende sommerevent.
Planlægningen til design- og interiørmessen Formex til august 2021 er i fuld gang og indebærer en fysisk såvel som en digital udgave.
Formex konkluderer ud fra dialoger med udstillere og besøgende, at der er et behov for en fysisk markedsplads. Der udarbejdes dog sideløbende et digitalt supplement, så messen er forberedt og klar til at omstille sig med kort varsel, hvis den påtvinges aflysning i sin fysiske form.
Planlægningen sker med Sara Ek i spidsen som Formex’ nye projektleder.
“Det, vi har lært det seneste år, er, at når det gælder restriktioner, kan mange ting ændre sig på kort tid, så vi arbejder på digitale aktiviteter som en del af indholdet. Disse aktiviteter finder sted online, uanset om messen kan åbne i august eller ej,” udtaler den nye projektleder i en pressemeddelelse.
Udstillerne kan møde kunderne digitalt og præsentere produkter både i og uden for messens åbningstider, ligesom onlinesiden også vil indeholde seminarer fra relevante eksperter, der deler opdateringer, information og inspiration.
Den digitale platform skal køre parallelt med det fysiske event, som forhåbentligt får mulighed for at gennemføres.
”Vi glæder os til august og længes virkelig efter at kunne åbne en Formex, hvor hele branchen kan mødes og se hinanden igen,” afslutter Sara Ek.
Messen finder efter planen sted den 24.-27. august 2021.
Foto: Formex