365DESIGN har samlet et lille overblik over nogle af de ting, der sker under 3 Days of Design i København fra den 3. til den 5. september 2020.

 

Le Klint 

Le Klint har siden 2015 hvert år deltaget i 3 Days of Design, og det er dermed vores 6. år som deltager. Vi har fra begyndelsen ønsket at bakke op omkring dette initiativ, da det er vores opfattelse, at Danmark har brug for et internationalt designevent.”

Sådan siger designvirksomhedens CEO, Kim Weckstrøm Jensen om, hvorfor Le Klint deltager til dette års 3 Days of Design.

“Som følge af coronasituationen bliver 2020 dog på mange måder anderledes – blandt andet gennemføres arrangementet jo nu væsentligt senere på året end tidligere,” tilføjer han.

I forbindelse hermed forklarer Kim Weckstrøm Jensen, at Le Klint på grund af udsættelsen i år er i stand til at præsentere salgsklare modeller, der efter planen kommer på markedet om ganske få uger. Tidligere har designvirksomheden kun haft mulighed for at vise de allerførste modeller af de kommende nyheder.

“Intet er så skift, at det ikke er godt for noget. Vi glæder os meget til årets 3 Days of Design, men vi har også valgt at nedskalere vores aktiviteter en smule – situationen taget i betragtning,” siger direktøren.

Under dette års designevent præsenterer Le Klint blandt andet sin helt nye kollektion ‘Soleil’, som er designet af Phillip Bro Ludvigsen. Designeren vil selv være til stede i showroomet i København og fortælle mere om baggrunden for hans seneste lampedesign.

Derudover præsenterer Le Klint også flere nye modeller til brandets eksisterende Pliverre-serie, der har Christian Troels som designer.

Le Klint tager naturligvis de nødvendige forholdsregler og sørger således for masker og håndsprit til de besøgende samt en begrænsning i antallet af gæster i showroomet, oplyser Kim Weckstrøm Jensen afslutningsvist.

Showroom: Store Kirkestræde 1, København K

 

Lucie Kaas

“Vi bruger 3 Days of Design som en mulighed for at vise, hvordan man som virksomhed kan sætte fokus på den globale flytningskrise uden at gå på kompromis med sin brandidentitet,” siger Creative Director og ejer af designvirksomheden, Esben Gravlev Rasmussen, til 365DESIGN om dette års deltagelse.

I samarbejde med Dansk Flygtningehjælp har Lucie Kaas lavet udstillingen ‘When we leave our homes, where do we go?’, som efter udstillingsdagene vil blive bortauktioneret af Bruun Rasmussen.

Med stor hjælp fra blandt andet kunstkurator Jens-Peter Brask, har designvirksomheden fået bidrag til udstillingen fra stærke kunstnere som Lady Aiko og Mad C.

Herudover vil der også i løbet af de to dage være talks i showroomet.

Den 3. september klokken 15.30 vil Jens-Peter Brask tale om projektet med Dansk Flygtningehjælp samt tale om de kunstnere, der har bidraget til projektet.

Den 4. september klokken 15.30 vil Annette Spanggaard, der er Director of Global Communication & Foundraising ved Dansk Flygtningehjælp, tale om projektet.

Showroom: Århusgade 142, Nordhavn

 

Skriver Collection

Det er 3. gang, at Skriver Collection deltager i 3 Days of Design i en fælles udstilling sammen med andre stærke og klassiske brands.

“Vores fælles mål er at skabe rum i smukke miljøer, hvor gæsterne føler sig velkomne og inspirerede. Det har været meget positivt og spændende for os at deltage i 3 Days of Design, hvor vi møder nye og eksisterende kunder og forskellige netværk i smukke og anderledes omgivelser,” lyder det fra Jane Randrup Srkiver, der er Sales og Product Director i virksomheden.

“København er unik og skaber de perfekte rammer for dansk moderne og klassisk design. Vi glæder os til at præsentere Nanna Ditzel mohair plaider og vores nye kollektion,” tilføjer hun.

Pop-up showroom: Nørre Farimagsgade 13, 1. st, København K

 

Skagerak

Når 3 Days of Design løber af stablen i Hovedstaden den 3. til den 5. september, byder Skagerak også indenfor i showroomet, der i løbet af eventdagene byder på to udstillinger.

Den ene udstilling viser to helt nye design af duoen Included Middle, der består af Chris L. Halstrøm og Margrethe Odgaard, hvor treenigheden mellem form, farve og materiale er til stede i alle deres design.

På denne udstilling kan besøgende under 3 Days of Design opleve projektet ‘Lene’, der er opkaldt efter lysforsker og fysikprofessor Lene Hau. ‘Lene’ består af et sidebord og et gulvtæppe, der er inspireret af forskellige måder at bruge lys på, hvor overflader og materialer spejler lyset forskelligt.

Den anden udstilling hos Skagerak præsenterer virksomhedens nye fleksible teaktræskollektion Lilium, der er designet af Bjarke Ingels Group. Kollektionen tæller flere elementer, der kan kombineres på kryds og tværs, og udstillingen bliver en se-og-røre-udgave i stueetagen og haven, der understreger kollektionens mange kombinationsmuligheder og omstillingsparate dna.

“Det er altid dejligt at deltage i 3 Days of DEsign og være med til at hylde designfaget, hvor vi åbner vores showroom op for endnu flere mennesker. I år præsenterer vi to individuelle udstillinger – den ene med vores nye kollektion udarbejdet sammen med Bjarke Ingels Group, der både kan bruges inde og ude. Den anden viser to nye design af duoen Included Middle, som vi har et 10-årigt langt partnerskab med, der går ud på at designe et nyt møbelprojekt om året. Det er et helt særligt samarbejde om nogle helt særlige møbler, som vi glæder os enormt meget til at vise frem,” siger CEO og Skagerak-ejer, Jesper Panduro, til 365DESIGN.

Showroom: Indiakaj 2, København Ø

 

Eberhart Furniture

Det unge møbelbrand, der blev grundlagt i 2014 af fætrene Rune Vigil og Esben Christoffersen, byder for første gang indenfor under 3 Days of Design i deres showroom på Kronprinsessegade i hjertet af København.

“Det er første gang, at vi deltager officielt i 3 Days of Design. Det er en begivenhed, som vi har tilvalgt i stedet for de mere traditionelle messer,” fortæller Rune Vigil til 365DESIGN og fortsætter:

“Til trods for Covid-19 har timing i år været rigtig fint for os i forhold til at kunne præsentere et par møbelnyheder, og særligt god har timingen været til at indlede et samarbejde med Lambert og Fils. På mange måder føles deltagelsen og vores indhold på 3 Days of Design lidt som en hjørnesten i selvforståelsen af os som brand. Vi har strammet tøjlerne på vores etablissement, og vi har raffineret vores udtryk for at føle, at “vi kan være med”.

Showroomet er også blevet udvidet og fordeler sig nu over en høj kælder i forbygningen og et højloftet, rustikt galleri i bagerste gårdmiljø. Her vil Eberhart Furniture præsentere sine bærende møbelserier, men også nyheder, Thibault, Eugene og Fausto, der er skabt i et pop-up samarbejde med det canadiske belysningsbrand Lambert & Fils præsenteret af Anker & Co.

“Thibault stolens simplicitet lader den massive, snedkererede eg spille første violin i et samspil med Gaspard bordet, der hæver den samlede forståelse af bord og stol op i en designmæssig tosomhed båret af håndværksmæssig ynde og detaljer, der røber materialernes høje kvalitet,” siger grundlæggerne blandt andet om et af sine nye design.

“Vi håber og tror på, at vi på baggrund af deltagelsen på 3 Days of Design får cementeret vores position i markedet og får slået vores identitet fast blandt både nationale og internationale samarbejdspartnere. Vi er hvert fald klar,” afslutter Rune Vigil.

Showroom: Kronprinsessegade 8, København K

 

Mazo Design

Det danske designbrand Mazo vil også deltage under dette års 3 Days of Design.

“Vi lancerede Mazo under sidste 3 Days of Design, og det er derfor naturligvis glædeligt for os, at eventen bliver afholdt alligevel i år. Det er en oplagt designarena, hvor vi kan blive ved med at udfolde Mazo-universet for designinteresserede,” fortæller Louise Buus, der er PR og marketingansvarlig hos Mazo Design.

De udstiller i deres nye showroom på Ryesgade, hvor de deler gård sammen med Raawii og Stilleben Architects.

“Vi udstiller i samme gård som Rawii og Stilleben Architects, hvor vi alle udstiller under det samme tema – ‘Colors’. Her vil vi vise, hvordan vi arbejder på forskellige måder, men også hvordan vi deler en moderne international tilgang indenfor farver. Besøgende kan frit bevæge sig mellem de tre nye showrooms,” fortæller Louise Buus, der er PR og marketingansvarlig hos Mazo Design.

Under 3 Days of Design vil Mazo Design desuden også præsentere et sneak peek på brandets nye accessorieskollektion i keramik af designeren og keramikeren Snorre Læssøe Stephensen.

“Snorre Læssøe Stephensen har også designet lamperne i vores kollektion. Det er ikke en lancering, men en teaser til en kollektion, som vi lancerer i det nye år,” afslører Louise Buus.

“Vi ser frem til at gense vores kunder, forhandlere, arkitekter og pressen, og vi glæder os til at vise vores nyheder frem til dem og forhåbentligt nye newcomers,” afslutter hun.

Showroom: Ryesgade 19, København N

Foto: Skagerak