Den danske møbelvirksomhed Montana Furniture vandt en pris for sin stand til Salone del Mobile, der løb af stablen i sidste uge.
I sidste uge vandt Montana Furniture en af de prestigefyldte Frame Awards til Salone del Mobile, der løb af stablen den 17.-22. april i Milano.
Montana Furniture vandt prisen i kategorien ’Best Use of Colours’. Standen var designet af Helena Laursen, der er arkitekt og Head of Spatial Design hos Montana Furniture.
“Det er en stor ære at vinde en prestigefyldt pris som Frame Award i farvekategorien, da farver er grundlæggende, og samtidig det vigtigste designelement i Montana-systemet,” udtaler Helena Laursen i en pressemeddelelse fra Montana Furniture.
Montana Furnitures stand var åben med høje vægge, der var bygget af hyllemoduler i farven Moulin Rouge. Væggene var vinklet for at invitere besøgende ind fra begge sider.
På messen lancerede Montana Furniture et nyt fritstående hyldesystem, Montana Free, som er designet af den danske designer Jakob Wagner. Det nye hyldesystem giver en ny dimension til det i forvejen fleksible Montana-system.
Se billeder af Montana Furnitures stand på Salone del Mobile 2018 nedenfor.
Fotos: Montana Furniture