Pandemiens udvikling får nu fire tyske messer til at aflyse i januar og februar. ”Denne beslutning var alt andet end nem for os,” lyder det fra messearrangøren.
Messe Frankfurt, der står bag en række forskellige messer, har nu meddelt, at de fire messer Ambiente, Christmasworld, Paperworld og Creativeworld ikke kan blive afholdt i januar og februar.
Aflysningen kommer som en reaktion på den eksponentielle forværrelse af coronapandemien med Omikron-variantens spredning i Tyskland og resten af Europa. Udviklingen har nu gjort Tyskland til et høj-riskoområde, og den generelle lyst til at rejse falder drastisk i øjeblikket, forklarer Messe Frankfurt.
“Denne beslutning var alt andet end nem for os. Men efter aftale med store dele af de brancher, der er repræsenteret på messerne, er det nu vores ansvar at tage dette svære skridt. De sidste par måneder har været præget af optimisme, energi og idéer til at give Christmasworld, Paperworld, Creativeworld og Ambiente en succesfuld ny start efter den obligatoriske pause i 2021,” udtaler Detlef Braun, medlem af direktionen for Messe Frankfurt.
Detlef Braun forklarer, at der ikke er planer om at udskyde messerne:
”Da de trendorienterede ordrecyklusser i den internationale forbrugsvareindustri kræver en årlig begivenhed i begyndelsen af året, ville et skift til andet halvår ikke imødekomme behovene hos de udstillende virksomheder og besøgende.”
Nordstil er ikke påvirket
En anden af Messe Frankfurts messer, Nordstil, bliver umiddelbart ikke påvirket.
Planlægningen og gennemførelsen af den messe fra den 15. til den 17. januar 2022 vil fortsat blive eksekveret, da messen finder sted i Hamborg, hvor de lokale betingelser er mere fordelagtige end i Frankfurt.
Messe Frankfurt lægger dog ikke skjul på, at situationen omkring Nordstils afholdelse stadig er usikker.
”Den ekstremt ustabile situation bliver dog løbende gennemgået og vurderet i tæt udveksling med de relevante lokale myndigheder og branchepartnere,” forklarer messearrangøren i en pressemeddelelse.
Information om planlægningen af Ambiente, Christmasworld, Paperworld og Creativeworld i 2023 vil blive annonceret i starten af februar 2022.
Foto: Messe Frankfurt