Formland Autumn blev i går skudt i gang. Smukke stande, flotte farver og et udstillerhold og en indkøberskare, der var klar til igen at opleve Danmarks største design-, møbel- og interiørmesse live. 

Formland er i gang. Med Georg Sørensens faste vending om, at ‘det personlige møde aldrig går af mode’, og med Anne Skare, der underbyggede dette udsagn med nedstik i den industrielle revolution, hestevogne og fremtidsforudsigelser, blev messen skudt i gang.

Formland summede af energi, og udstillerne virkede veloplagte og på. Hele farvepaletten var i spil, men særligt Mellemøstens farver med brændte toner som orange, rød og blomme, turkis, blå, lyserød og abrikos prægede mange stande. Farver, der også var at finde på årets Trendzone, Modern nomad – a global bazaar, som er skabt af designduoen FlyHelsted. I den modsatte ende af spektret var de hvide, lyse og beige nuancer at finde – særligt hos livsstilsbrands med et gennemtrængende bæredygtighedsfokus.

Hjælp til visual merchandising

Stine Grubbe står bag en af årets trækplastre: Concept Zone i Hal J. Stine Grubbe er detailhandelsekspert og har skabt et område på messen, hvor man kan blive klog på moderne visuel merchandising og lære at forstå, hvorfor det handler om meget mere end styling, inventar og butiksruder. 365DESIGN fangede Stine Grubbe lige inden åbningstid midt i zonen omgivet af tematiserede podier, der eksempelvis repræsenterede danske brands, bæredygtige brands og traditioner.

“Det handler om at få både online- og offlinedelen af butikken i spil. Hver en kvadratmeter skal bruges bedst muligt og med kundernes værdisæt for øje. På den måde kan man opnå en hurtigere salgsproces og kundeloyalitet. Produkt-pushing fungerer ikke længere. I stedet handler det om visuel merchandising – at skabe blikfang, så kunderne vil huske netop dig og dit brand og din butik,” forklarer Stine Grubbe.

Årets ‘Product of the year’-vinder og hendes vasketøjskurv

En af de virksomheder man skulle tro havde hørt efter Stine Grubbes tips og tricks, er Reve vert. Sasse Abildgaard-Roope står bag den lille designvirksomhed. Op mod messen har hun ryddet stuen i sin lejlighed for at teste og øve opstilling af den perfekte messestand. Det har resulteret i en overordentlig hullet væg og et lidt uoverskueligt oprydningsprojekt på hjemmefronten, men til gengæld en æstetisk indbydende og simpel stand på messen.

“Sidste år var jeg en del af Creators Community, og i år står jeg blandt de etablerede brands. Jeg kan virkelig mærke forskel. Indkøberne er mere interesseret i mit brand og mine produkter i år, hvor de sidste år interesserede sig mere for iværksætterhistorien,” fortæller Sasse Abildgaard-Roope.

Hendes stand formåede på messens første dag at få tiltrukket influencernes øjne. Et hold indbudte boliginfluencers var indbudt til messen for at udvælge ‘Product of the year’. Og den ære tilfaldt Reve vert og hendes firkantede vaskekurv.

Farver i fokus

Bongusta havde en af den slags stande, der var helt umulig at gå forbi uden at stoppe op. Farverne var dragende, og på gulvet lå store tæpper med orientalske motiver. Virksomheden er et familieforetagende med søskendeparret June Stevn og Søren Kirkegaard i spidsen. Virksomheden blev lanceret på Formland for præcis et år siden. Nu er de tilbage med større sortiment og en selvtillid i ryggen, der kommer af at have skabt noget, der har indkøbernes interesse.

“Vores tæpper er skabt af dygtige indiske kunsthåndværkere, så vores produkter er aldrig ens. Det er noget, folk kan forstå, og det er noget, der tiltaler kunderne,” fortæller June Stevn tidligt på første messedag.

365DESIGN fangede Bongusta-holdet kort efter den officielle åbning af messen, og de havde kun få minutter til at snakke, for indkøberne begyndte hurtigt at cirkulere omkring den farverige stand. Og det var faktisk det generelle billede på mange af standene. Selvom man som journalist, med en halssnor med ‘Presse’ påskrevet, kan føle sig attraktiv, så ved man også godt, at det i virkeligheden er indkøberne, der står forrest. Og sådan skal det være. Det er Danmarks største indkøbsmesse inden for design, møbler og interiør, og indtrykket herfra er, at interessen stadig er stor.

Foto: Formland