Det lykkedes den tyske messe at afholde messen trods coronaudfordringer helt op til deadline. Messen melder om flere udstillere og besøgende end i seneste sommerudgave.

Blot en uge før messens start fik Nordstil grønt lys fra de tyske myndigheder til at afholde messen fra den 15. til den 17. januar 2022.

Både messerne i Frankfurt, Paris og Stockholm har den seneste tid måtte aflyse eller udskyde, men lokale restriktioner i Hamborg, hvor Nordstil finder sted, gjorde det muligt at afvikle messen.

670 udstillere fra Tyskland, Danmark, Holland og Sverige var til stede på messen, hvor Danmark blandt andet var repræsenteret af brands som Ib Laursen, Lene Bjerre Design, A.U. Maison, Kunstindustrien, Lübech Living, Maileg og Rice.

Over 12.000 besøgende tog turen til messen. Ifølge Nordstil var besøgsantallet lavere end ved en normal vinterudgave af messen.

”Som forventet kom der på grund af den nuværende situation færre, men meget motiverede indkøbere til messen. De forhandlere, der bevidst havde besluttet at besøge Nordstil, bestilte meget omfattende,” lyder det fra messen i en pressemeddelelse.

Sammenlignet med sommerudgaven af Nordstil klarede den netop afviklede messe sig bedre både målt på antallet af udstillere og besøgende. Til sammenligning udstillede 507 virksomheder under Nordstil i sommeren 2021, mens 7.463 besøgte sommermessen.

”Nordstil har vist én ting over de seneste tre dage: Retailere vil på ​​messer, se nyheder og udveksle fysisk på trods af sværere forhold (…). Den markante stigning i udstillere og besøgende i forhold til sidste sommer bekræfter os i dette og viser, at Nordstil igen er en sikker havn at drive forretning på,” udtaler Stephan Kurzawski, Senior Vice President Consumer Goods & Sales.

Den næste udgave af Nordstil bliver afholdt til sommer fra den 23. til den 25. juni 2022. Næste vinterudgave af messen afholdes fra den 14. til den 16. januar 2023.

 

Foto: Nordstil, Ib Laursen