Pandemien har ikke sluppet sit greb. Bedst som det så ud til, at messerne igen kunne afvikles uden aflysninger, er den tyske messe nødsaget til at aflyse.
Den tyske messe Heimtextil, der skulle være afholdt fra den 11. til den 14. januar 2022, har meldt ud, at messen er aflyst.
I en pressemeddelelse fra messen fremgår det, at aflysningen skyldes den forværrede situation med Covid-19 i Tyskland.
I øjeblikket arbejder arrangøren Messe Frankfurt på, om de eventuelt vil arrangere en ny messe i sommeren 2022, der kan blive afholdt parallelt med Techtextil/Texprocess fra den 21. til den 24. juni 2022.
Heimtextil havde set frem til at kunne byde udstillere og besøgende fra hele 135 lande velkommen. Messen forklarer, at mange af både udstillerne og de besøgende i øjeblikket oplever udfordringer med at rejse ud, og at den generelle lyst til at rejse er dalende på grund af den opblussende pandemi.
Messe Frankfurts øvrige vinter- og forårsmesser, Ambiente, Christmasworld, Creativeworld og Paperworld, er ikke påvirket. Disse messer er planlagt til at blive afholdt slut januar og frem til midt februar, og de vil derfor stadig kunne afvikles på de planlagte datoer.
Foto: Heimtextil, Messe Frankfurt