Oslo Design Fair lancerer helt nyt koncept til årets messe. Foruden den velkendte messe med trendsudstilling, informative oplæg og mere end 260 udstillere præsenterer Oslo-messen også nyt tiltag, der er målrettet projekt- og kontraktmarkedet.

Fra den 31. august og tre dage frem vil man i Lillestrøm lige uden for Oslo kunne opleve årets Oslo Design Fair. Med et tætpakket program kan du både blive klogere på nordiske trends og tendenser samt få en sanselig oplevelse gennem udstillinger og udstillere.

Tema

Under temaet ‘In between’  skaber stylist Kirsten Visdal rum af tekstiler. De skal både danne gulve, vægge og lofter og derved skabe et sanserum i blandede materialer og tekstur. Farveuniverset bevæger sig i gyldne toner og brændte farver. Udstillingen er skabt i et samarbejde mellem Kirsten Visdal og Léva Urban Design.

Det sker

For første gang vil der også være mulighed for at besøge Oslo Contract & Furniture Fair, som er tilegnet kontraktmarkedet. Her vil mere end 40 udstillere kunne træffe målrettede indkøbere fra branchen. Denne ‘ekstra’ messe er skabet for at lave et fælles mødested og netværksmulighed for branchefolk i kontrakt- og projektmarkedet.

Den norske messe byder også på et alsidigt fagligt program. Her vil du blandt andet kunne lære om by- og ejendomsudvikling, arkitektur, trends og tendenser.

I år præsenteres et nyt madkoncept på messen under navnet Lillestrøm Lobby. Her bliver indgang vest omdannet til et stort madkoncept med forskellige køkkener og spiseområder.

Berettigelse

Oslo Design Fair er et samlingssted for design, arkitektur og håndværk. Efter aflysningen i vinter er teamet bag messen mere klar end nogensinde. Med 260 bookede stande indtil videre og et forventet deltagerantal på minimum 4.000 gæster bliver messen den største af sin slags hidtil. Med Oslo Contract & Furniture Fair giver den norske messe også en hel unik mulighed for et samlingssted for kontraktmarkedet. Kontraktmessen har egne åbningstider, som er tilpasset branchen.

 

Fakta

Hvornår afholdes messen: 31. august – 2. september, 2022

Hvor afholdes messen: Norges varemesse i Lillestrøm