Den hollandske messe Show Up afholdes for første gang på en ny lokation, hvilket giver plads til næsten 100 ekstra udstillere fordelt på de mange inspirerende områder.
Den hollandske messe Show Up er flyttet til Brabranthallen nord for Eindhoven. Den primære målgruppe til den hollandske messe er indkøbere, concept stores, webshops, stormagasiner og museumsbutikker. Udstillerne på messen vil præsentere produkter inden for kategorierne Home og Gifts som de primære kategorier, men også Living, Cooking, Gadgets, Kids og Stationery er repræsenteret.
“Vi har ledt efter et nyt sted til sommerudgaven af messen i et stykke tid nu. Det har været for varmt i hallen de seneste år, trods brug af køleinstallationer. Fra nu af – i hvert fald i 2022 og 2023 – afholder vi septemberudgaven i Brabanthallen i Den Bosch. Vinterudgaven i januar finder stadig sted i Expo Haarlemmermeer,” siger arrangør Daan van Trigt.
Tema
”Under nedlukningerne har vi set vigtigheden af butikker i et nyt lys. Ikke alene fik den digitale butik et boost, men også den lokale butik blev set med nye øjne, for her har du stadig en personlig kontakt, og du kan finde unikke tilbud. Trendzonen hylder derfor online- og offlinebutikken ved at omsætte konceptet med den klassiske shoppinggade – hvor alle har deres egen plads – til et moderne ‘grid’, hvor vi visualiserer fem trends,” forklarer den hollandske trendsekspert Jan Agelink.
De frem trends er:
Funorama handler om legende og foranderlige design for unge og gamle.
Funtastic Furniture fokuserer på dekorationer med en stærk halvfjerdserstemning.
Foodies tilbyder inspiration inden for mad og non-food.
Functional Factory fokuserer på funktionelt design.
Flower Power viser de seneste grønne trends og bringer naturen ind i dit hjem.
Det sker
Mere end 450 kendte og ukendte brands udstiller på årets messe. Her står start-ups side om side med etablerede, internationale brands, som fremviser kollektioner inden for boligindretning, gaver og børn. Udstillerne præsenterer nyt inden for boligindretning, gaver, papirvarer, livsstil, børn og mad. For indkøbere og forhandlere er den hollandske messe på relativt kort tid blevet synonymt med specielle og unikke varer og brands.
GrowUP er den del af messen, hvor baby- og børnemærkerne fremvises af op mod 50 udstillere. Her kan opleves tekstiler til børneværelser, babygaver, plysdyr, legetøj, service, børnebøger, pleje og babytøj. Området StartUp er dedikeret til nye brands og designere inden for branchen. Her kan du opleve UPcoming, som er en særlig præsentation af nogle af de nye brands, så de besøgende for alvor kan lære dem at kende. Derudover kan man opleve ListenUP, som består af tre daglige seminarer med kendte trendeksperter, der giver inspiration og holder dig ajour med nye trends. Du kan blandt andet opleve Jan Agelink fra trendbureauet Jantrendman.
Berettigelse
Show Up startede som et alternativ til de enorme europæiske messer, men er selv blevet en stor spiller med mere end 450 udstillere. Det fine ved ShowUP er fortsat messens nye og tidssvarende karakter. Messen er altid anderledes, men stadig velkendt.
Fakta
Hvornår afholdes messen: 4. – 5. september 2022
Hvor afholdes messen: Brabanthallen, Den Bosch, Holland
Foto: Show Up