Formland Spring 2025 er netop blevet afviklet til stor tilfredshed for både besøgende og arrangører. Det var nemlig en messe, der i den grad bar præg af positivisme, godt humør samt en iver efter at handle og netværke. Både nye såvel som garvede udstillere har overfor 365DESIGN stemplet messen som en entydig succes, og det glæder i den grad projektleder, Flemming Andersen, der fortæller, at messen klart oversteg hans forventninger.

De senere år har der ikke været nævneværdigt meget at råbe hurra for på en stor del af de europæiske interiør– og livsstilsmesser.

Men så blev det Formlands tur.

Og i kølvandet på den netop afsluttede Formland Spring-messe, der tirsdag blev fløjtet af efter tre tempofyldte dage i Herning, kan man roligt – og måske endda lidt overraskende – konkludere, at Formland fik bragt både optimisme og ordreblokken tilbage på livsstilsbranchens messedagsorden.

For alt imens en række europæiske interiør- og livsstilsmesser fortsat oplever trange kår, så var det derimod en Formland-messe, der viste sig frem – ikke nødvendigvis fra sin mest velbesøgte – men fra sin bedste, mest inspirerende og i den grad mest positive side.

365DESIGN stod traditionen tro for at producere Formlands messemagasin.

Traditionelt har Formlands Spring-udgave været den mest afdæmpede variant i forhold til messens Autumn-version, men det var ikke til at mærke, da årets første Formland blev skudt i gang søndag. Her var ikke bare arrangørerne bag messen – men i allerhøjeste grad også både udstillere og besøgende – i hopla.

Skal vi starte med de kedelige faktualiteter, så besøgte 6.869 gæster Formland i løbet af de tre messedage, og det er mindre end de foregående år. Både målt på Spring og Autumn-udgaver. Men hvad betyder tørre tal, når det tilsyneladende var de helt rigtige besøgende såvel som udstillere, der havde fundet vej til Herning? Det er i hvert fald den tanke, man sidder tilbage med. For selvom færre var mødt op, og flere bagtæpper end sædvanlig var taget i brug for at gøre op for manglende stande, så drev en mærkbar positivisme og glæde i stride strømme ned af disse bagtæpper og forplantede sig til alle, der måtte befinde sig i MCH Messecenter Hernings historiske haller.

Foto: MCH/Tony Brøchner.

Og hvis du sidder og tænker, at undertegnede er lidt rundhåndet med de positive superlativer, så skyldes det, at den beskrevne optimisme, den udtalte vilje til at netværke samt den mærkbare iver efter at handle gik igen allevegne. I hver en hal og på hver en stand, som 365DESIGNs udsendte besøgte, blev der ikke ytret den fjerneste negativitet – tværtimod.

Begejstrede talenter

Som sædvanlig var den tilbagevendende trendzone, skabt af Studie FlyHelsted, messens inspirerende og kreative epicenter, men også de udvidede Greenhouse-områder, udtænkt af Gasa Group, gav messen et friskt og inspirerende pust. Ligeledes havde nytilkomne Studio Flør bidraget med en række kreative ’centerpieces’, og sammenlagt var de mange visuelle elementer med til at skabe en Formland-messe, der tog sig fejende flot ud.

Gasa Group havde igen i år stået for de grønne Greenhouse-installationer.

Begejstringen for de visuelle udtryk var dog intet sammenlignet med den begejstring, der herskede på mange af messens stande. Især i Creators Community-området, havde størstedelen af de 27 upcoming talenter svært ved at få armene ned. Før messen havde 365DESIGN interviewet en række af de forventningsfulde creators til Formlands messemagasin – heriblandt Jonas Karunawathie Kristensen og Lars Tønner Franzen, der sammen har stiftet Odd Boys Ceramic, der havde taget opstilling i Hal F for at fremvise en række egenproducerede keramikprodukter.

”Vi har fået rigtig, rigtig god respons på vores brand. Det har været en meget positiv oplevelse og et springbræt for os i forhold til vores videre færd. Vi har begge jobs ved siden af Odd Boys Ceramic, og har derfor ikke altid tid til at komme ud og netværke med forhandlere. Det har vi fået på Formland, hvor vi har haft mange positive snakke med forhandlere, som har været på vores radar. Vi har fået et rigtig godt indblik i branchen og er blevet meget mere klar på, hvad vi skal arbejde med fremadrettet for at nå derhen, hvor vi gerne vil være. Så der er ingen tvivl om, at vi får travlt, det næste stykke tid. Vi skal have et nyt værksted, og vi skal have indkøbt en drejer mere, så produktionen kan sættes i vejret. Men det er kun fedt,” fortalte Lars Tønner Franzen søndag og blev suppleret af Jonas Karunawathie Kristensen:

Odd Boys Ceramics stand ses her i baggrunden. Foto: MCH/Tony Brøchner.

”At udstille på Formland har givet os en klar tro på, at det er de helt rigtige produkter, vi laver, og at det er den helt rigtige retning, vi er på vej i. Mange besøgende har bekræftet os i, at vi skal blive i det kreative udtryk, som vi har startet, og vi har fået enormt meget ros og opbakning. Helt konkret har det også kastet nogle aftaler af sig, og det er vi lykkelige for. For at sige det ærligt, så er det her år sikret rent driftsmæssigt. Nu kan vi i stedet bruge tiden på at udvikle. Det er det, vi har gået og manglet, så vi ikke skal bekymre os om husleje,” understregede han.

Også hos Single Flowers Perfume, havde stifter Helle Stentoft kun positive ting at sige om sin Formland-debut.

Single Flowers Perfume havde en glimrende messe.

”Det har været helt fantastisk. Vi havde et håb om at komme herfra med måske en håndfuld forhandlere, men vi har fået 25 nye forhandlere, hvilket vi slet ikke havde turdet håbe på. Vi har fået forhandlere fra Norge, Sverige, Tyskland, Portugal – ja sågar Hong Kong, så vi er virkelig kommet ud over de danske grænser. Det har været helt overvældende. Reaktionerne på vores produkter har været udelukkende positive, og folk er blevet meget overrasket over vores tilgang til parfume. Mit mål er at gøre parfume personlig og at skabe transparens i branchen, og her har Formland været et stort skridt på vejen,” lød det på messens sidste dag.

Triumferende tilbagekomst

Det var dog ikke kun Formlands debutanter, som var begejstrede over antallet af henvendelser fra de gæstende indkøbere. Også hos de to brands Muubs og Andersen Furniture – der begge er en del af Design Concept Denmark og som havde to nabostande – var smilene brede.

Trendzonen ‘Living Collage’ af Studie FlyHelsted.

Begge brands var tilbage på Formland efter en længere pause, men det blev i den grad til et glædeligt gensyn, fortalte Anni Vaupell, Sales & Agents hos begge brands.

”For både Muubs og Andersen har det været en stor succes at vende tilbage til Formland. Muubs er jo en Herning-virksomhed, og derfor har vi også en mangeårig historie her på messen, hvor vi i den grad er blevet budt velkommen ’hjem’. Vi er blevet taget utrolig godt imod. Både af tidligere såvel som nye kunder og samarbejdspartnere, der har været forbi vores stand. Rigtig mange har tilkendegivet, at de er glade for at se os igen, og vi har udelukkende fået positiv respons,” forklarede hun og tilføjede:

”Vi kommer lige fra Paris (Maison et Objet, red.), hvor vi havde en rigtig god messe, men da Formland åbnede søndag, blev vi nærmest blæst helt bagover. Der har været meget stor interesse for vores produkter hos både Muubs og Andersen. Mandag var også en rigtig god dag for os, og den største glæde er, at der har været konkrete ordrer. Det havde vi ikke nødvendigvis forventet, men vi har fået både nye og tidligere kunder. Søndag genåbnede jeg flere kunder, som de seneste år har været lidt afventende, men dem har vi mødt her på Formland, og vi har fået lavet gode aftaler.”

En af Studio Flørs ’centerpieces’.

Den opløftende stemning, der herskede overalt på Formland, blev også bemærket af Anni Vaupell, der håber, at modet og lysten til at handle og netværke så småt er på vej tilbage i branchen.

 ”Alt i alt har vores Formland-retur været mere end godkendt. Stemningen har været virkelig god. Det har faktisk været helt overvældende. Vi har mærket en stor positivisme hos vores kunder, som vi ikke oplevede for bare et halvt eller et helt år siden. Der er ikke længere den samme forsigtighed. Det er meget positivt, og det vidner forhåbentlig om, at branchen går mod lysere tider,” lød det.

Ekstra højt niveau

Hos arrangørerne bag Formland var glæden forståeligt nok også til at spore. Ifølge projektleder, Flemming Andersen, kommer den overvældende tilfredshed faktisk en smule bag på ham, men han er ikke sen til at komplimentere både udstillere og besøgende for at være med til at skabe en glimrende Formland Spring 2025.

Velbesøgte Maileg

”Jeg er meget glad og tilfreds. Denne messe har langt oversteget mine forventninger. Vi oplevede endnu engang en høj kvalitet i de besøgende, og den overordnede optimisme, glæde og energi, der har været på denne messe, har virkelig været til at tage og føle på. Jeg har stort set kun talt med glade udstillere og glade gæster,” siger han og fortsætter:

 ”Vi har fået meget ros for messens niveau og udtryk. Selvfølgelig har vi som altid forsøgt at gøre os umage og være grundige, men jeg vil gerne give roserne videre til vores udstillere, som i den grad har været med til at skabe en flot og aktiv messe. De har vist et utroligt højt og professionelt niveau, og samtidig har den interaktion, der har været fra de besøgende, ligeledes været enormt positiv. Indkøberne har været opsøgende og nysgerrige, og så er de ikke mindst kommet med en vilje og en lyst til at handle. Det har i den grad været en ordremesse – og en matchmaking-messe,” lyder det fra Flemming Andersen, der også har et par rosende ord til Creators Community.

Den populære talentplatform, der er et årligt tilløbsstykke på hver Spring-messe, viste nemlig et utroligt højt niveau i år, hvilket unægtelig også har været med til at tiltrække mange besøgende forbi de mange nye iværksættere.

”Dette års udgave af Creators Community har budt på et bemærkelsesværdigt højt niveau. De produkter, som vores creators har præsenteret, har været utrolig gennemtænkte, innovative og funktionelle. Det er også dét, jeg hører fra deres mentorer, der ligeledes har oplevet et meget, meget højt niveau. Det højeste i flere år.”

Øverste foto: MCH/Tony Brøchner.