Den norske design- og interiørmesse har netop meddelt, at august-udgaven 2020 bliver aflyst, da den norske regering midlertidigt har forbudt messeafholdelse. ”Vi er uenige med regeringen,” lyder det fra messen.

Den seneste tids usikkerheder i forbindelse med Covid-19 har nu også ramt Oslo Design Fair. Messen oplyser til 365DESIGN, at messen i august 2020 desværre må aflyses.

Den norske regering har ændret kravene til gennemførelse af messer og forbyder begivenheder, hvor mere end 200 mennesker mødes fysisk.

”Vi ved, at mange udstillere og besøgende er frygtelig skuffede nu. Vi deler frustrationen og havde antaget, at Oslo Design Fair kunne implementeres i august, indtil regeringen ændrede spillereglerne,” siger Liv Kindem, kommerciel direktør i Norges Varemesse.

Mange i detailleddet kæmper hårdt i kølvandet på epidemien, og for mange små butikker er salget i efteråret og julen afgørende for deres overlevelse. Set i det lys mener Oslo Design Fair, at messen skulle have været betragtet som et indkøbscenter og dermed have været undtaget fra Covid-19-forordningerne.

”Oslo Design Fair er en messe og et mødested for små og store virksomheder i hele Norge. Når mange virksomheder og arbejdspladser trues med konkurs, spiller vi en vigtig rolle i at få hjulene i gang for både udstillere og besøgende på messen. Da det ville have været muligt at gennemføre Oslo Design Fair på en ordentlig måde, lægger jeg ikke skjul på, at vi er uenige med regeringen, og at vi tydeligt har udtrykt netop dette. Nu handler det om at hjælpe med at redde job,” forklarer Liv Kindem.

Inden for kort tid vil messen lancere fysiske showrooms under navnet Oslo Design Fair Showroom. Messen forventer at kunne blive afholdt som vanligt i januar 2021.

 

Foto: Oslo Design Fair