Den norske messe bliver afholdt som planlagt fra den 26. til den 28. januar 2022 efter grønt lys fra regeringen. ”Vi ønsker at skabe et både hyggeligt og effektivt samlingssted for alle vores udstillere, besøgende og samarbejdspartnere,” lyder det fra messedirektør Kathrine Jansen.

En generel usikkerhed breder sig i øjeblikket, når det kommer til branchens messer i begyndelsen af det nye år. Senest de tyske messer Heimtextil og Imm Cologne, der skulle være afholdt i start/midt januar 2022, desværre måtte aflyse på grund af coronapandemien.

Heldigvis er det ikke alle lande, som er lige hårdt ramt af Covid-19. Oslo Design Fair i Norge har netop meldt ud, at de afholder messen som planlagt fra den 26. til den 28. januar 2022.

Afholdelsen har fået grønt lys af den norske regering, som har besluttet, at messer ikke er underlagt samme restriktioner som koncerter og andre offentlige arrangementer.

Det vækker stor glæde hos messedirektør for Oslo Design Fair, Kathrine Jansen.

”Vi ønsker at skabe et både hyggeligt og effektivt samlingssted for alle vores udstillere, besøgende og samarbejdspartnere. Vi har i øjeblikket 160 tilmeldte udstillere, hvoraf cirka halvdelen er svenske og danske. Vi har også denne gang flere nye udstillere med, og det er ekstra fedt,” lyder det fra Kathrine Jansen.

Oslo Design Fair

 

Det skal være trygt at komme

Ifølge Kathrine Jansen påvirker de nye nationale restriktioner ikke messen betydeligt.

”Vi gennemfører Oslo Design Fair som planlagt i tråd med god smittekontrol. Noget, som vi er ved at være øvet i nu,” fortæller direktøren.

De faste corona-tiltag på messen er blandt andet, at det er muligt for de besøgende at holde mindst en meters afstand, og at de besøgende registreres, så eventuel smitteopsporing er mulig.

”Vi følger Norsk Standards vejledning for smittekontrol for vare- og handelsmesser, for det skal være helt trygt at komme på Oslo Design Fair,” afrunder Kathrine Jansen.

 

Fagligt indhold og trendzone

Den kommende udgave af den norske messe vil byde på flere forskellige aktiviteter.

I B-hallen bygger messen en strikkecafé, hvor de besøgende kan tage et velfortjent hvil og nyde kaffe fra barista-boden.

Som sædvanligt vil der i C-hallen være trendudstilling, scene og café. Her vil messen byde på fagligt indhold fra scenen alle tre dage.

Messens kreative tema består denne gang af Léva Urban Design, Kisten Visdal, Per Olav Sølvberg og Hélène Andersen, som vil formidle temaet ’In Between – traditionel kulturarv i en ny kontekst’.

Foto: Margaret M De Lange. AD/styling: Sølvberg og Visdal. Assistent: Anna Maria Øfstedal Eng