Det er blandt andet den stigende internationalisering af designfestivalen, der får den velbesøgte designdestination til at melde sig ud af 3 Days of Design.

Siden 2021 har DDcated været en populær designhub under 3 Days of Design. Med faste rammer i Kongernes Lapidarium har DDcated fungeret som et fælles udstillingskoncept under designfestivalen, men nu har arrangørerne bag DDcated besluttet, at den velbesøgte designhub ikke bliver en del af 3 Days of Design i 2026.

Det forklarer de tre initiativtagere bag DDcated, Lene og Thomas Junker Wiberg samt Peter Mørk, der siden 2020 har udviklet DDcated med det formål at hjælpe upcoming designere og mikrovirksomheder med at opnå større synlighed i et fagligt fællesskab.

”Det har været en velovervejet beslutning,” udtaler de tre initiativtagere og tilføjer:

”Internationaliseringen af designfestivalen, som nu tiltrækker flere større internationale brands, betyder – i kombination med fordelingen på flere distrikter – at det ikke er muligt for os at deltage uden at gå på kompromis med vores oprindelige formål: at skabe en stærk og fokuseret designhub – og ikke blot være en lokation for brands, der søger et sted at udstille,” lyder det.

De tre initiativtagere bag DDcated, Lene Junker Wibergog, Peter Mørk og Thomas Junker Wiberg.

”Vi så et behov for en dedikeret designhub, hvor synlighed, kreativ synergi og stærke danske netværk kunne vokse sammen,” forklarer de.

De tre initiativtagere slår fast, at de fortsat nærer stor respekt for det format, 3 Days of Design har skabt, og for den enorme synlighed, som festivalen har givet København som designdestination.

DDcated har gennem de seneste år tiltrukket tusindvis af besøgende under 3 Days of Design og har udviklet sig til en populær destination for investorer, agenter og talentspejdere. Flere designere, der har udstillet hos DDcated, er siden blevet udvalgt til Danmarks Næste Klassiker og Løvens Hule.

Derudover har DDcated hvert år støttet afgangselever fra designskolerne med DDcated-prisen samt fripladser og involvering i relevante faglige debatter.

”Vi er stolte af det, vi har opnået – særligt det stærke netværk og fællesskab, der er vokset frem mellem unge talenter, nichebrands og etablerede aktører i en branche under hastig forandring,” lyder det til slut fra de tre DDcated-stiftere.

Foto: DDcated