Den italienske møbel- og designmesse har valgt at flytte begivenheden fra de vanlige datoer i april til september 2021.
Den store møbel- og designmesse i Milano, Salone del Mobile, meddeler nu, at 2021-udgaven bliver flyttet fra de normale datoer i april til september – fra den 5. til den 10. september 2021.
Messen er bekymret for, at en afholdelse i april 2021 vil blive påvirket af coronapandemien. At mange lande lige nu oplever en anden bølge af Covid-19, som forventes at fortsætte ind i vinteren og foråret, giver tvivl om muligheden for næste års messeafholdelse. Derfor har Salone del Mobile valgt at rykke afholdelsen til senere på året.
”At være i stand til at holde Salone del Mobile næste år er en absolut prioritet for alle os, hvis liv drejer sig om design. Vi mener, at flytning af messen til september vil give nok tid til den igangværende akutfase af pandemien til at aftage, og at dette vil give en reel chance for at kickstarte design på globalt plan. Vi har alle brug for Salone i Milano,” lyder det fra President for Salone del Mobile, Claudio Luti, i en pressemeddelelse.
I 2020 blev Salone del Mobile flyttet fra april til juni, hvorefter den blev aflyst.
Flytningen af Salone del Mobile sker det år, hvor messen kan fejre sit 60-års jubilæum.
Foto: Salone del Mobile