Nu går det snart løs. Sommerens mange europæiske bolig-, design- og interiørmesser og events er lige om hjørnet. Med et stramt program kan du nå dem alle. Vi hjælper dig med at få et overblik.
Efter flere år med aflyste, rykkede og digitale messer er den europæiske event- og messekalender i år fyldt til randen med must-see oplevelser på tværs af landegrænser. Vi guider dig igennem årets vigtigste begivenheder i bolig-, interiør og designbranchen.
Salone del Mobile
Hvornår: Fra den 7. til den 12. juni
Hvor: Rho Fiera Milano, Italien
Snart afholdes den 60. Salone del Mobile. Den italienske designmesse dækker et område på 210.000 kvadratmeter og præsenterer mere end 2.000 udstillere fra det globale marked, herunder mere end 600 designere på under 35 år.
Messen byder både internationale og italienske virksomheder velkommen til at udstille under de fem messedage.
3 Days of Design
3 Days of Design bliver kaldt Danmarks største designfestival og finder sted om få uger. Her bydes besøgende fra ind- og udland velkommen til mere end 200 lokationer med udstillinger, talks og events fordelt over hele det københavnske bybillede.
Hvornår: Fra den 15. til den 17. juni
Hvor: København
CIFF Kids
Hvornår: Fra den 19. til den 21. juni
Hvor: Bella Center, København
CIFF Kids er årets første børnebranchemesse. Her vil designere og kreative aktører præsenterer mode- og livsstilsnyt til børn – fra babyer til teenagere. Dagsordener om bæredygtighed, holdbarhed og miljø kommer til at fylde meget på messen igen i år.
Nordstil
Hvornår: Fra den 23. til den 25. juli
Hvor: Hamburg Messe und Congress, Tyskland
Sommerversionen af den nordtyske messe samler tyske og skandinaviske udstillere inden for kategorierne Home & Garden, Style & Design, Kitchen & Gourmet, Gifts & Stationery og Jewellery & Fashion.
Nordstil henvender sig til alle kundegrupper og er altså både for indkøbere, designere og forbrugere.
Formland Autumn
Hvornår: Fra den 18. til den 21. august
Hvor: MCH Messecenter Herning
Formland er allerede i fuld gang med planlægningen af årets autumn-version af messen. Der vil igen være fokus på Dining, hvor en hel hal er dedikeret til alt i borddækning. Det samme gælder Green House, hvor gæsterne vil kunne indsnuse nye tendenser inden for havetrends.
Formland og 365DESIGN sætter fokus på messerelevante nyheder frem til messen i august. Besøg nyhedssiden her.
Formex
Hvornår: Fra den 23. til 26. august
Hvor: Stockolmsmässan, Sverige
For første gang i to år, kan du besøge den svenske design- og interiørmesse Formex.
Desuden uddeles Formex Sustainability Award ved årets messe. Du kan læse mere samt indstille din virksomhed til awarden her.
Oslo Design Fair
Hvornår: Fra den 31. august. til den 2. september
Hvor: Nova Spektrum, Lillestrøm, Norge
Oslo Design Fair er endelig klar igen efter flere pandemirelaterede aflysninger. Der er lagt i ovnen til en stor messe med alt, hvad der rører sig inden for design, møbel og interiørbranchen.
Som et supplement til årets designmesse vil man kunne opleve Oslo Contract & Furniture Fair, der løber parallelt med Oslo Design Fair. Her satses der benhård på kontraktmarkedet, herunder producenter, interiørdesignere, forhandlere og arkitekter. Denne del af messen har sin egen hal.
Show Up
Hvornår: Fra den 4. til den 5. september
Hvor: Brabanthallen, Den Bosch, Holland
Den hollandske messe Show Up er flyttet til Brabranthallen nord for Eindhoven. Den primære målgruppe til den hollandske messe er indkøbere, concept stores, webshops, stormagasiner og museumsbutikker. Udstillerne på messen vil præsentere produkter inden for kategorierne Home og Gifts som primære, men også Living, Cooking, Gadgets, Kids og Stationery er repræsenteret.
Maison & Objet
Hvornår: Fra den 8. til den 12. september
Hvor: Paris Nord Villepinte Exhibition Centre, Frankrig
Den franske stormesse Maison & Objet er tilbage for fuld udblæsning. Årets tema er New Luxury, og designere inviteres til at genfortolke luksus.
Messen er delt op i fire nøje kuraterede områder med hvert sit tema. I år hedder de: ‘Museum tour’, ‘Rare times’, ‘Elements of nature’ og ‘So home hotel’.