De to svenske messer ser frem til endelig at kunne blive afviklet igen i starten af 2022 – og det bliver med et hav af nye initiativer for at udvikle fremtidens messeplatform. 

Efter næsten to år uden messer ser Stockholmsmässan nu frem til at åbne op igen. Åbningen vil blandt andet byde på de to designmesser Stockholm Furniture & Light Fair og Formex, der vil løbe af stablen i begyndelsen af 2022.

Når de to messer igen slår dørene op, er det med nye tiltag på programmet. Stockholm Design Events, der står bag de to svenske messer, har nemlig netop præsenteret fremtidsplanerne for messerne.

“Under pandemien har vi lyttet til og talt med mange af vores kunder: udstillere, besøgende og partnere, inden vi begyndte at udvikle og genopfriske vores messer. Vi er klar over vigtigheden af ​​at opretholde en konstant tilstedeværelse og holde os aktuelle 365 dage om året. Vi investerer derfor kraftigt i vores messer og i andre fysiske og digitale aktiviteter, der vil finde sted ved siden af ​​og imellem messerne,” forklarer Chicie Lindgren, Business Area Manager Stockholm Design Events fra Stockholmsmässan, og fortsætter:

“Et godt eksempel på dette er Stockholm Design Week i februar, der vil køre parallelt med Stockholm Furniture & Light Fair, og en ekstra Stockholm Design Week i august, der falder sammen med Formex. I løbet af begge uger vil fokus være på design inden for møbler, mode, mad og musik.”

 

Formex hele året rundt

Den fremtidige messeoplevelse bliver ‘digifysisk’ og hele året rundt. Sådan bliver den nye vision for Formex beskrevet.

Konkret arbejder messen på, at man i fremtiden vil kunne tage på et virtuelt besøg på Formex og dermed kunne opleve messen, uanset hvor man befinder sig i verden. Derudover vil Formex også dukke op rundt omkring i Sverige og resten af Skandinavien i både fysisk og digital form, så messen lever hele året rundt og ikke udelukkende to gange årligt.

Også inspiration gennem foredrag og ny viden skal leve hele året rundt. Med det nye Formex Academy ønsker messen nemlig løbende at tilbyde en række digitale foredrag med fokus på tendenser, forbrugeradfærd, bæredygtighed og andre emner, der interesserer branchens aktører.

Næste Formex-messe løber af stablen fra den 18. til den 21. januar 2022.

 

Stockholm Furniture & Light Fair med skærpet skandinavisk fokus

Når Stockholm Furniture & Light Fair næste gang åbner dørene i februar 2022, vil de besøgende møde en oplevelsesdrevet messe med et stærkere fokus end nogensinde på skandinavisk design.

“Vi graver under den skandinaviske overflade og undersøger begrebet skandinavisk design fra alle vinkler. Der er mere at undersøge, som går ud over lyse skove og funktionelle hjem. Hvad betyder skandinavisk livsstil i den moderne tidsalder efter Covid-19?” lyder det fra Sanna Gebeyehu, Concept & Product Owner, om messens skandinaviske fokus.

Messen vil også byde på en oplevelsesdrevet installation skabt af modemanden Martin Bergström, mens den nye kurator for Stockholm Design & Architecture Talks, chefredaktør for Scandinavian Mind, Konrad Olsson, vil stå for at skabe en inspirerende foredragsprogram.

Stockholm Furniture & Light Fair afholdes næste gang fra den 8. til den 12. februar 2022.

 

Ny projektleder offentliggjort

Udover de nye visioner for de to messer er det også blevet offenliggjort, at chefredaktøren og journalisten Hanna Nova Beatrice bliver ny projektleder for Stockholm Furniture & Light Fair.

Hanna Nova Beatrice har tidligere været chefredaktør og drevet magasintitler som Residence, My Residence, Form og Plaza Interiör. Sidste år grundlagde og lancerede hun det internationale interiørmagasin The New Era Magazine, som bliver udgivet uafhængigt. Hanna Nova Beatrice vil fortsætte på magasinet som Creative Director, men vil ikke længere være en del af det daglige redaktionelle arbejde.

Den nye projektleder tiltræder sin stilling den 4. oktober 2021.

Foto: Fra venstre Chicie Lindgren, Sanna Gebeyehu, Hanna Nova Beatrice og Sara Ek