Den netop overståede Formland-messe blev blandt andet besøgt af den svenske blogger og trendekspert Stefan Nilsson. Læs mere om hans oplevelse af messen og de forskellige trends, han spottede.
Jubilæums-udgaven af interiør– og designmessen Formland, den 75. af slagsen, er netop overstået.
Ifølge Formland lagde flere end 9.500 indkøbere, stylister og andre branchefolk vejen forbi MCH Messecenter Herning for at besøge messen. Her kan du læse 365DESIGNs reportage fra åbningsdagen.
Traditionen tro var en af de besøgende den svenske blogger og trendekspert Trendstefan, Stefan Nilsson.
Overordnet set var han optimistisk og begejstret for messen. Han savnede dog endnu flere danske udstillere.
”Folk var rigtig glade. Både indkøbere og udstillere. Jeg fandt nogle nye brands, men også gamle venner. Jeg ville selvfølgelig gerne se flere af de danske brands her. Men messen var absolut god nok,” fortæller han i sit blogindlæg.
Dominant orange og masser af glas
Trendstefan bemærkede især den meget iøjnefaldende orange farver, der leder tankerne tilbage til 70’erne.
”En selvsikker orange. Ikke en genert orange. Meget 70’er,” lyder det fra trendeksperten.
En anden stor trend på messen var glas, glas og endnu mere glas. Et materiale, som var overalt på messen ifølge Trendstefan.
Mange af glasobjekterne ser lidt vintage ud. Og selvfølgelig, i en verden, hvor folk er på vintagejagt, er en løsning for nye produkter at se ud, som om de er mere vintage, end de faktisk er,” forklarer Trendstefan om glas-tendensen.