Under temaet ’Engaging People’ bliver der sat fokus på engagement og trivsel i varieret program.
Brancheeventen Trends & Traditions er klar med et program, som stiller skarpt på, hvordan vi med arkitektur, rum, møbler og design kan være med til at skabe engagement i en verden i forandring.
Til dette års Trends & Traditions giver en bred vifte af foredragsholdere deres bud på, hvordan vi på forskellige måder kan skabe rum for forandring samt engagere og motivere det personlige aspekt under temaet ’Engaging People’.
Temaet vil blive belyst fra flere forskellige vinkler, hvor vi bevæger os fra den filosofiske vinkel, hvor Morten Albæk stiller skarpt på, hvordan man skaber et meningsfuldt liv, over til spørgsmålet om, hvordan en stærk virksomhedskultur kan være med til at gøre det interessant for medarbejdere at komme ind på arbejdspladsen. Her er det Karsten Uldal og Caroline Hart Sehested, som debatterer emnet.
Program med fokus på engagement
På Trends & Traditions vil der også være inspiration til, hvordan rum og indretning kan skabe rammerne for engagement og trivsel på arbejdspladsen. Det vil blive understøttet af en videnskabelig vinkel til samme tilgang. Simon Elsborg Nyborg og Rune Sanggård Andersen kombinerer de praktiske og de videnskabelige argumenter i en spændende debat om emnet.
Senere vil man kunne blive opmuntret til at ’række ud efter stjernerne’. Jakob Lange – der er partner hos den globale tegnestue BIG – vil fortælle om, hvordan det kan være med til at sætte nye ambitioner for medarbejdere og virksomheder, når man tør tænke i, hvordan man sprænger rammerne.
På eventen vil der også være fokus på det bæredygtige aspekt. For hvordan engagerer man til en bæredygtig tankegang og til at træffe de bæredygtige valg? Det kommer Wickie Meier Engström og Kasper Guldager Jensen nærmere ind på, når de deler ud af deres viden om materialer, upcycling og cirkulær økonomi.
Dagen afsluttes med en talk om, hvordan teknologien giver os nye muligheder, når vi skal skabe samhørighed og kultur i en hybrid hverdag. Mikkel Lyngbo Nielsen og Anders Krøyer debatterer om teknologiens muligheder, og hvordan man som stor koncern kan implementere det i praksis.
Alle talks lægger på hver sin måde op til, hvordan det kan have en gavnlig effekt på det menneskelige aspekt af livet såvel som det arbejdsmæssige, når man skaber rum til mennesker.
Foredragsholderne er:
Morten Albæk, medstifter af Voluntās
Jakob Lange, partner hos BIG – Bjarke Ingels Group
Mikkel Lyngbo Nielsen, VP, Chief Real Estate Officer og Global Head of Real Estate, Ericsson
Anders Havelund Krøyer, CGO og partner hos CopenX
Karsten Uldal, CEO hos Crossforce
Caroline Hart Sehested, Grundlægger og CEO hos FutureTalent.dk
Simon Elsborg Nygaard, erhvervspsykolog og PhD i bæredygtig psykologi, Aarhus Universitet
Rune Sanggård Andersen, Senior Design and program manager, LEGO Group
Wickie Meier, CEO hos Really
Kasper Guldager Jensen, medstifter af Home.Earth
Moderatorer: Ane Cortzen og Steffen Max Høgh
Udover de mange spændende talks vil der også være mulighed for at se nærmere på de 140 udstillinger fra nogle af branchens møbelleverandører.
Til at styre og moderere talk-scenen har Holmris B8 hyret arkitekt og TV-vært Ane Cortzen, der sammen med Steffen Max Høgh, CEO i Bæredygtig Business, vil styre tilhørerne gennem det varierede program.
Eventen bliver afholdt den 5. maj 2022 på Lokomotivværkstedet i København.