Den traditionelle gulvmesse Domotex udvider næste år sit koncept ved at invitere design- og interiørbranchen indenfor. Fremover skal gulve og interiør nemlig supplere hinanden som en del af et samlet rumdesign, der også vil skabe øget værdi for designere, håndværkere og arkitekter, lyder det.

Kan en gulvmesse have relevans for designbranchen?

Ja, lyder svaret fra Domotex – verdens førende fagmesse for gulve og tæpper. Traditionelt har messen haft fokus på gulvbelægning, men når Domotex næste år afholdes fra den 19. – 22. januar, åbner messen ikke blot dørene for interiørbranchen, men også for et nyt og udvidet koncept, der kommer til at lægge vægt på begrebet ’interior finishing’.

Ændringerne kommer i kølvandet på en stigende efterspørgsel på helhedsorienterede interiørløsninger, og tanken er derfor, at indretning og design fremover skal spille en markant større rolle på den tyske fagmesse. Det fortæller Jan Strauss fra Strauss & Partnere, der er dansk repræsentant for Deutsche Messe AG og dermed også Domotex.

”Når Domotex vender tilbage, vil det være i et nyt format, da messen har genopfundet sig selv. Tidligere lå fokus udelukkende på gulve, men i forlængelse af at flere og flere arkitekter i dag tænker rummet som en helhedsoplevelse, har man indset, at gulve er en vigtig del af et samlet rumdesign og ikke bare en praktisk foranstaltning, som vi går på. Gulvet skal derfor anskues som et decideret designelement, der er med til at skabe et rum – på lige fod med eksempelvis gardiner, lamper eller interiør,” siger Jan Strauss til 365DESIGN og tilføjer:

”I løbet af de senere år har Domotex haft en stor hal, hvor udstillerne har kunnet lave deres eget helhedsrum, der har muliggjort, at man har kunnet opleve gulvbelægning som en del af det samlede rum. Det har været en rigtig stor succes, og det er den grundidé, man nu ønsker at integrere som en meget større del af messen,” siger han.

Derfor har arrangørerne bag Domotex besluttet, at messen fremover har til formål at skabe øget værdi for både designere, håndværkere og arkitekter ved at samle hele branchen ét sted, der kan favne helhedsorienteret indretning og overfladedesign.

I første omgang ligger det udvidede fokus primært på væg- og loftdesign, da aktører inden for blandt andet tapet, maling, fliser og gardiner allerede er blevet en del af Domotex. Flere og flere tæppebrands samt producenter af akustikpaneler har dog også allerede meldt deres ankomst som udstillere på 2026-udgaven af Domotex, der vil oprette helt nye områder til de nye udstillere.

Foto: Domotex