Der er spor af optimisme, når snakken om internationale sommermesser kommer på bordet. Design- og interiørmesse inviterer nu til sommerens event med et omfattende hygiejneprogram.

Knap et år er gået siden coronapandemien for første gang satte en stopper for danskernes udlandsrejser og dermed også de internationale messer i blandt andet design-, møbel- og interiørbranchen.

Udenrigsministeriet fraråder stadig alle rejser til hele verden, men der er, ifølge eksperter, et håb, hvis man gør sig forventninger om at krydse landegrænserne i sommeren 2021. Det skriver TV2.

Den tyske design- og interiørmesse Nordstil ser fremad og inviterer nu til sommerens udgave i Hamborg, som i år finder sted fra den 24. til den 26. juli 2021.

En stor del af messehallerne i Hamborg bruges i øjeblikket som vaccinationscenter, og dermed må messen tænke i nye baner for at udarbejde et koncept, der tilpasser sig den nuværende situation.

”Nordstil er en handels- og inspirationsbaseret messe for både udstillere og detailhandlere, og det er et vigtigt mødested for branchen – specielt på nuværende tidspunkt. Da det kun er Hal B, der er tilgængelig for os på grund af den nuværende coronasituation, arbejder vi på et passende koncept for det kommende arrangement i samråd med repræsentanter fra branchen. Deltagernes sundhedsbeskyttelse har fortsat højeste prioritet,” forsikrer Philipp Ferger, Group Show Director for messerne Nordstil og Tendence.

Nordstil er den største handelsmesse i Nordtyskland for en lang række forbrugsvarer med udstillere fra Tyskland og Skandinavien.

Messen indeholder et omfattende produktsortiment opdelt i fire områder inden for hus og have, stil og design, gaver og papirvarer samt smykker og mode.

 

Foto: Nordstil