Op til Formland Autumn bringer 365DESIGN en række artikler med interessante brancheaktører, som udstiller på messen. Læs historien om, hvordan AU Maison gennem det sidste halve år har arbejdet med virksomhedens identitet og virksomhedsprofil i forbindelse med brandets 20-års jubilæum.


Navn: Camilla Dybdal Christensen

Virksomhed: AU Maison

Stillingsbeskrivelse: CEO


Hvordan skiller AU Maison sig ud fra andre interiørbrands på markedet?
Som det eneste interiørbrand på markedet har vi vores egen danske produktion. Det betyder, at vi er meget omstillingsparate, da vi ikke har en ’timeline’ på 150 dage fra idé, til det færdige produkt ligger på vores lager. Vi kan sidde til et møde med en kunde og tale om, hvordan et specifikt produkt ville se ud, og på under to timer kan en prototype ligge på bordet i mødelokalet. Det er en stor fordel for os.

I forbindelse med en ekstern undersøgelse har vores kunder fortalt, at de forventer noget andet end det normale, når de kommer til os. Vi skal have fingeren på pulsen, samtidig med at vi er humoristiske og direkte. Da vi har en europæisk og en dansk produktion samt indkøb hos eksterne leverandører i Fjernøsten, er det noget, som vi giver dem helt automatisk. Denne kombination af egen produktion og samarbejde med eksterne producenter er der ikke andre på markedet, der kan præstere.

Samtidig har vi designere, grafiske designere og en stor indkøbsafdeling i huset, som samlet giver forskellige inputs, vi kan brænde igennem med udadtil. Derfor forventer vores kunder også, når de kommer hos os, at de får en anderledes oplevelse, end man gør hos en ren importvirksomhed. Vi skiller os meget ud fra alle andre, og der er vi glade for.


Hvad er jeres planer for fremtiden? Arbejder I på nye initiativer, strategier eller lignende?

I forbindelse med vores 20-års jubilæum har vi gennem det seneste halve år arbejdet med vores identitet og virksomhedsprofil. Vi har foretaget både en intern og en ekstern analyse, gennemarbejdet vores dna, opgraderet vores logo, defineret hvordan vi kommunikerer, hvornår vi kommunikerer og hvem vi kommunikerer med. Det er ikke noget, vi har haft lige så stort fokus på tidligere, men vi nået en størrelse nu, hvor vi er nødt til at være mere bevidste om vores identitet, og hvordan vi kommunikerer udadtil. I den forbindelse lancerer vi også en ny hjemmeside i slutningen af august, der i højere grad skal fortælle, hvem vi er som virksomhed.

Vi foretog en undersøgelse blandt vores kunder, som stemte fuldstændig overens med den identitet, som, vi selv mener, vi står for. Det er helt vildt positivt for os. Feedbacken, som vi har fået fra vores kunder, er, at det er seriøst, men afslappende, at handle hos os. Vi har fokus på sparring og rådgivning, samtidig med at vi er humoristiske og professionelle: ‘We do business with a smile’.

Læs også: Udstiller på Formland: Ally Design

Internt kalder vi os selv for en ‘fuckfinger-virksomhed’ – det er vigtigt, at alle siger sin mening, så vi når frem til de mest optimale løsninger for vores kunder. Vi griner og har det sjovt sammen i organisationen – netop fordi der er højt til loftet hos os. Vi er derfor kommet frem til, at vi ikke behøver opfinde et dna – vi er vores dna, fordi der er så meget personlighed i vores hus og en enorm respekt for vores kunder og den service, vi kan tilbyde dem

Vi er blevet helt skarpe på, hvor vi fremadrettet skal bevæge os hen, og derfor har vi søsat en ny overordnet femårs-plan, der indikerer, hvordan AU Maison skal vækste i fremtiden. Vi har eksisteret i 20 år, og vi har aldrig prøvet ikke at være i vækst på den ene eller anden måde. For et par år siden udarbejdede vi en strategi, der gik lidt i den anden retning. Der handlede det ikke om vækst og indtjening, men i stedet om at fremtidssikre, og det kræver et solidt fundament. Når det er gået stærkt gennem mange år, kan det komme til at smuldre lidt i kanterne, og derfor skulle vi arbejde hårdt på at sætte os på plads og være klar til den næste vækstbølge – og det har vi gjort nu. Det betyder også, at der nu er nogle ret hårde vækstkrav til virksomheden igen.


Hvorfor har I valgt at tage på Formland, og hvad ser I særligt frem til på messen?

Det er helt unikt for mig at tage på Formland denne gang. Det var der, det hele startede for 20 år siden, da jeg første gang deltog på messen. Jeg fik mine første kunder på Formland, som den vej igennem var med til at kickstarte AU Maison og flytte os i den retning, vi skulle. Derfor er det, for mig personligt, noget ganske særligt at komme på Formland til august, hvor vi har deltaget alle år – uden undtagelse.

Jeg glæder mig til at præsentere vores nye identitet, samt se og tale med alle mine kunder og kollegaer fra branchen. Jeg ser meget frem til at præsentere alt det grundarbejde, som vi har udført det seneste år, hvor vi har arbejdet benhårdt i mange timer.


Hvad kan Formland i forhold til jeres brand sammenlignet med store internationale messer?

De store internationale messer er meget salgsorienteret. Der er selvfølgelig også fokus på at skabe relationer, men der skal lægge en høj omsætning på de internationale messer, hvor Formland, som selvfølgelig også skal bidrage til omsætningen, er mere relationsskabende.

Formland giver mig et stort indblik i, hvad der sker i branchen. På denne messe har jeg en helt anden dialog med kunderne, fordi de generelt er meget fremadsynet i forhold til trends og udvikling. Jeg oplever ofte, at de udenlandske kunder vil have os til at fortælle dem, hvad de gerne vil, mens de danske kunder er helt klar over, hvad de vil. Det skaber en god og vigtig dialog for os, som vi sætter stor pris på at have med vores kunder.


Formland Autumn afholdes fra den 16.-19. august. 

365DESIGN har i forbindelse med Formland udgivet et nyt messetillæg – læs det her