Op til Formland Autumn bringer 365DESIGN en række artikler med interessante brancheaktører, som udstiller på messen. Læs mere om Living Mart CPH, der kan mærke en øget interesse for deres ’cash & carry’-koncept, som er en helt ny måde at købe professionelt ind på.
Navn: Leyla Manafly
Virksomhed: Living Mart CPH
Stillingsbeskrivelse: Customer Marketing Manager
Hvad går jeres koncept ud på?
Living Mart CPH er en markedsplads, der gør det nemt for en række professionelle aktører at handle med design, brugskunst, interiør og specialiteter. En fællesnævner for vores kunder er, at de arbejder med design, livsstil og dekoration. Det kan være living-butikker og specialforretninger, dekoratører og designere, hoteller og restauranter, blomsterforretninger og havearkitekter.
Med et ’cash & carry’-koncept tilbyder Living Mart CPH en helt ny måde at købe professionelt ind på, både i butikken og online på webshoppen. Vi er en komplet markedsplads med et bredt udvalg af varer fra både danske og internationale brands, der hver har inspirerende showrooms.
Kunderne kan handle det, de har brug for, når de har brug for det. Her er ingen krav om køb af hele kolli. Kunderne kan handle enkeltstyks af varer i ’cash & carry’ og på webshoppen. Det giver vores kunder en mulighed for at sætte sit personlige præg på sin butik, få hurtig vareudskiftning samt et unikt vareudbud, der adskiller butikken fra andre.
Likviditetsmæssigt giver ’cash & carry’-konceptet kunderne en fordel. Ved at købe enkeltstyks eller købe i mindre portioner er der en bedre styring af pengestrømmen ind og ud i butikken. Desuden minimeres risikoen for at brænde inde med hyldevarmere, der ikke sælger, da man altid kan købe efter behov, og på den måde finder vores kunder hurtigt ud af, hvilke varer der fungerer bedst i deres butik.
Hvordan er det gået efter opstarten af jeres ‘cash & carry’ samt webshop i 2016?
Siden opstarten i 2016 er det gået stærkt – både med kunder og udstillere. Vi kan helt bestemt mærke en øget interesse for og et øget kendskab til konceptet. Vi oplever, at flere udstillere og brands melder sig ind og gerne vil være en del af konceptet, som i dag tæller cirka 50 forskellige udstillere. Kendskabet til konceptet spreder sig, og det kan især mærkes på den øgede interesse for at være med i markedspladsen fra de danske brands. I.C. Lauvring, 2Have, Birch Nielsen og Choff Design er blandt de brands, der har fået øjnene op for ’cash & carry’-konceptet.
Hvordan skiller Living Mart CPH sig ud fra andre aktører på markedet?
Living Mart CPH har ikke direkte konkurrenter på det danske marked, da vi har vores helt særlige ’cash & carry’-koncept. Det der gør vores koncept enestående er, at kunderne kan komme ind og købe efter behov. Kunderne kan købe enkeltstyks uden at bekymre sig om minimumsforbrug og likviditet. Vi tilbyder vores kunder større fleksibilitet og frihed til at vælge blandt 20.000 varer, og det hele kan anskaffes samme sted – alt fra møbler, lamper og tekstiler til delikatesser, chokolade og vin.
Vi er her for at hjælpe vores kunder med at forny og udvikle deres butikker og give dem inspiration i deres hverdag ved løbende at tilbyde events og arrangementer. Det seneste initiativ er vores ’personlig indkøber’-koncept, hvor kunderne kan få hjælp til deres specifikke opgaver, hvad enten det er at sammensætte en udstilling til butikken, finde dekorationer til events eller udvælge varer i den rette stil, der passer til lige netop den enkelte butik og opgave.
Vores kunder skal se os som deres samarbejdspartner og en hjælpende hånd i deres hverdag. En anden del, der også kendetegner og adskiller os fra de andre salgskanaler på markedet, er vores tætte relation til kunderne. Gennem vores korte levetid har vi skabt nogle stærke relationer til vores kunder, hvor besøget i Living Mart CPH bliver til mere end blot en indkøbstransaktion.
Hvad er jeres planer for fremtiden – arbejder I på nye initiativer, strategier eller lignende?
Helt generelt arbejder vi på at opbygge ’brand awareness’ og simpelthen sprede budskabet om konceptet og fordelene til alle potentielle kunder. Vi er stadig en ung virksomhed, der skal markeres og genkendes i markedet. Samtidig skal vi gøre op med vores kunders hidtidige vaner og åbne deres øjne for en anderledes måde at handle ind til deres butik på.
Fremtiden byder på, at vi skal vokse os større og udvikle vores arealer og samarbejder. ’Cash & carry’-konceptet er velkendt og populært i Europa, hvor man også ser en tendens til, at udenlandske virksomheder besøger disse butikker for at handle. Vi arbejder selvfølgelig hen mod den samme popularitet ved at styrke de samarbejder, vi allerede har, og ved at få nye. Der er et potentiale i de omkringliggende virksomheder på Copenhagen Markets, hvor vi ligger, og vi kan drage nytte af de blomsterbutikker, der kommer for at handle på blomstertorvet, samt hotel og restaurationer på grønttorvet. Vi arbejder også på at få flere livsstilsbutikker og dekoratører ind, som kan drage stor nytte af at handle enkeltstyks og plukke en række af forskellige varer fra samme sted.
Hvorfor har I valgt at tage på Formland, og hvad ser I særligt frem til på messen?
Vi tager til Formland for at sprede budskabet om konceptet og møde vores eksisterende og nye kunder. Til forskel for en række andre udstillere kommer vi til messen for at sælge ’cash & carry’-konceptet frem for varer. Det vi har med på messen, er det faktiske udbud, som vi har i butikken. Kunderne kan glæde sig til at besøge ’cash & carry’-butikken eller webshoppen og få varerne med hjem med det samme, frem for at vente flere måneder på levering. Vi kender det alle sammen – når man har set noget, som man gerne vil have, så vil man også gerne have det hurtigst muligt, og vi gør det muligt.
Som altid har vi pakket en stor udstilling med til messen – det er svært at vælge noget fra, når der er 20.000 varer at vælge imellem. Det er altid et særligt og stolt øjeblik, når planlægningen og det forudgående arbejde bliver realiseret og taget godt imod. Vi glæder os særlig meget til at møde vores eksisterende kunder og udveksle et par ord, men også at møde nye kunder. Vi oplever altid en begejstring fra nye kunder, der får øjnene op for en ny måde at købe ind på, og den positive respons på vores koncept og arbejde er opløftende og motiverende for os.
Formland Autumn afholdes fra den 16.-19. august.
365DESIGN har i forbindelse med Formland udgivet et nyt messetillæg – læs det her.