Som familieejet virksomhed værdsættes nærvær, glæde og service hos Trademark Living, som er med på Formland for 21. gang. Medejer Jan Thormann ser frem til messedeltagelsen: ”Formland er vigtig for os, for den styrker relationen mellem os og vores kunder – gamle som nye.”
Artiklen er bragt i 365DESIGN Formland Spring 2019.
Med opgradering på alle planer bliver 2019 endnu et spændende år for interiørvirksomheden Trademark Living. Opskriften på opgraderingen er for Trademark Living en fordobling af lagerkapacitet, et 500 kvadratmeter showroom, et nyt administrationssystem og en ny dynamisk webshop – alt sammen koblet med en robust organisation klar til kundeservice. Handelsvirksomheden har siden 2006 arbejdet geografisk bredt med indkøb og salg, og designmæssigt oplever Trademark Living, at de appellerer til en stor forbrugerskare.
”Vi finder og sammensætter selv vores sortiment, og vi designer selv en stor del af produkterne med baggrund i vores knowhow, erfaring med markedet og vores fornemmelse for tidens trends tilsat et nordisk tvist,” udtaler Jan Thormann, som i dagligdagen danner ledelsesparløb med hustruen Annette Thormann.
Den strategiske ledelse af firmaet deler de med firmaets andet ejerpar, Conny og Erik Ericon Andersen. Trademark Living er historien om søskendeparret, Jan Thormann og Conny Ericon Andersen, som med en passion for handel og interiør er kærligt smedet sammen med deres livspartneres interesse for at drive god forretning.
”Tidens hotte, rå look i fabriksstil fortolker vi i en nordisk designretning,” siger Jan Thormann og tilføjer:
”Vores sortiment er kendetegnet ved det autentiske udtryk skabt af stål, jern, læder og genbrugsmaterialer. Til at bløde den rå stil op tilfører de mange træelementer en naturlig varme og blød kant.”
Jan Thormann fortæller, at han med sin igangsættende adfærd er i sit rette element, når han i produktudviklingen udfolder sig kreativt, skævt og designbevidst.
”Sortimentet afspejler os som organisation: nyt og gammelt, originalt og redesignet, rundt og kantet, stemningsfuldt og funktionelt,” forklarer han.
Et enkelt element kan gøre den største forskel
Hos Trademark Living oplever de, at deres produkter er interessante for mange brancher og typer af forretninger. Jan Thormann forklarer, hvordan ideen bag virksomheden er at være med til at skabe kultur – både internt i virksomheden, hos kunderne og på markedet.
”Vi handler på tværs af verden, men er nordiske. Vi holder den skandinaviske linje, men vi søger ting, der har lidt kant. Samtidig kan vi godt lide at udfordre og vække nysgerrigheden hos vores kunder og være med til at gøre en forskel på interiørmarkedet,” forklarer Jan Thormann.
Han understreger, at det er vigtigt for Trademark Living, at de rå og industrielle produkter både kan stå alene og blandes med andre stilarter. På messestanden på Formland Spring 2019 er udtrykket 100 procent industrielt, råt og kantet, men i kundens virksomhed kan interiøret sagtens kobles i indretningsstil. De seneste år har især café- og restaurationsbranchen fået øjnene op for, hvordan et enkelt element fra Trademark Livings sortiment kan gøre en stor forskel for forbrugernes totaloplevelse.
Formland styrker relationerne
Når Trademark Living i 2019 fejrer sine 13 år på markedet, har virksomheden været med på Formland-messen 21 gange.
”Der er noget særligt ved Formland. Messen er vigtig for os, for den styrker relationen mellem os og vores kunder – gamle som nye. Det er der, vi møder vores kunder – vi hygger, udveksler ideer og giver krammere, og der ryger mange kopper kaffe ned,” fortæller Jan Thormann med et smil og forklarer, at Formland også er en god inspirationsmesse, der uden sammenligning har de bedste trendzoner og -seminarer.
”Ved hver messerunde har vi omkring 30 procent nye varer med, og Formland Spring 2019 er ingen undtagelse,” afrunder Jan Thormann.