Med en ny lokation i Fredericia satser Møbelmessen Skandinavien i år på at lokke flere tyskere til at besøge den danske messe.

Sidste år skiftede Møbelmessen Skandinavien lokation fra Vejle til Fredericia, hvilket viste sig at være et godt træk af den danske møbelmesse. Den nye beliggenhed var medvirkende til, at flere udstillere og besøgende deltog på messen i 2017, set i forhold til tidligere år.

Messen har typisk været besøgt af danske, norske og svenske møbelhandlere, men som noget nyt fik Møbelmessen Skandinavien også besøgende fra Tyskland på sidste års messe.

Derfor satser møbelmessen i år på at få flere besøgende fra det tyske marked. Det fortæller messearrangør Esben Veng-Christensen i en pressemeddelelse:

“I år lancerer vi vores hjemmeside på tysk, og vi kommer til at præsentere os i hele det nordtyske område gennem annoncering i møbelblade og på netsider. Vi kommer også til at sende mails og post direkte til alle møbelbutikker i området – ligesom vi gør i Skandinavien.”

Ifølge Esben Veng-Christensen er målet at udvide nedslagsområdet og etablere Møbelmessen Skandinavien som en regional messe i det nordeuropæiske/skandinaviske område med fokus på skandinaviske møbler.

Den nye lokation i Fredericia giver messen mulighed for at igangsætte nogle nye initiativer, når messen løber af stablen den 7.- 9. november 2018. Hvilke initiativer, det drejer sig om, vil messearrangøren dog ikke fortælle om endnu.

Selv om der er lidt under syv måneder til, at Møbelmessen Skandinavien slår dørene op til den 9. messeudgave, så er der allerede godt gang i tilmeldingerne, som allerede ligger over niveauet sammenlignet med tidligere år.

Se programmet til messen her.