Ny dato for Trends & Traditions

Coronavirusset er nu også medvirkende til, at Trends & Traditions rykker datoen for aprileventen. 365DESIGN har talt med arrangørerne bag eventen.

Trends & Traditions kommer nu også på listen over arrangementer, der har set sig nødsaget til at rykke datoen for eventen grundet coronavirusset. Det skriver Trends & Traditions i en pressemeddelelse.

”Det er superærgerligt, at vi er nødt til at rykke eventen. Omvendt er vi også heldige, fordi det stadigvæk er muligt for os at afholde eventen på en anden dato,” udtaler Arne Jørgensen, som er  Concept Manager for Trends & Traditions, til 365DESIGN.

Den nye dato for Trends & Traditions er allerede besluttet, og det bliver den 25. juni 2020.

”Vi blev lidt presset på kontoret i sidste uge, da Statsministeren rådede til at aflyse eller rykke arrangementer med over 1000 deltagere. Selv om at forbuddet kun gælder indtil udgangen af marts – indtil videre – har vi taget vores forbehold og alligevel valgt at rykke datoen frem til juni,” fortæller Arne Jørgensen yderligere.

Trends & Traditions er netop selv i gang med at oplyse sine mange udstillere om den nye dato. Skulle nogle af udstillerne ikke have mulighed for at deltage i eventen til juni, så er Arne Jørgensen alligevel fortrøstningsfuld.

”Vi håber meget, at de udstillere, der lige nu er tilmeldt eventen, stadigvæk har mulighed for at deltage til juni. Hvis nogle af udstillerne ikke kan, så har vi en venteliste med virksomheder, som gerne vil udstille. Så det bliver ikke noget problem at få en fyldt hal,” konkluderer Arne Jørgensen, der afslutningsvist siger, at de glæder sig til eventen.

”Vi glæder os, og vi er sikre på, at det bliver en succes.”