Nu bliver det nemmere at vælge det miljøvenlige alternativ, når der shoppes på nettet for både den online handlende og webshopejeren: Re-Zip og Dao tilbyder kunderne at returnere genanvendelig emballage i pakkeshops. 

Re-Zip og Dao har indgået et samarbejde, så der nu kan afleveres Re-Zip emballage i Dao-pakkeshops over hele landet. For online handlende betyder det, at man nu kan aflevere sin emballage til genbrug i sin lokale pakkeshop, fremfor at skulle til postkassen eller postkontoret.

”Hvis vi skal engangsemballage i e-handlen til livs, så skal vi gøre det både nemt og billigt for forbrugeren. Samarbejdet med Dao understøtter begge dele. Vi får nu yderligere 1.200 fysiske afleveringssteder. Så når forbrugeren alligevel skal hente en pakke eller handle, ja så kan man lige returnere sin Re-Zip emballage fra sidste handel samtidig. Og så er det ingen hemmelighed, at denne type samarbejde er en markant billigere returneringsløsning end den nuværende model med porto. Og vi skal på sigt gerne så langt ned i pris, at vi kan udkonkurrere engangsemballage,” fortæller CEO for Re-Zip, Bo Boddum.

Re-Zip benytter en cirkulær model og går ind i de eksisterende pakkeprocesser hos Dao og deres pakkeshops. Det betyder, at når forbrugeren indleverer sin brugte emballage til en Dao-pakkeshop, returneres denne til Re-Zip for at blive renset og klargjort til endnu en runde.

I dag anvender blandt andre Nature Baby, strikkebiksen Önling og Økofamilien Re-Zips emballageløsning.

Alle pakkeshops på sigt

Returneringen til pakkeshops er første del af en større infrastrukturplan. På sigt er tanken, at man skal kunne returnere sin emballage, der hvor man henter sin pakke – uanset om det er pakkeshop, kiosk eller supermarked. Men pilotprojektet bliver de 1.200 pakkeshops, der i de kommende måneder bruges til at få optimeret processerne bedst muligt.

For Dao handler det om at være med i en grøn omstilling inden for et felt, der ellers skydes i skoene at være en klimasynder.

“Samarbejdet øger omsætningen hos vores partnere i Dao-pakkeshops, da de modtager betaling for Re-Zip på lige fod med almindelige pakkeservices tillige med, at vi kan optimere egne returprocesser. Så grøn omstilling går hånd i hånd med god forretning, og det er den retning vi skal, hvis vi virkelig skal flytte noget i branchen,” siger Morten Villberg, CEO hos Dao.

Ifølge tal fra Re-zip miljøregnestykke, der er udviklet i samarbejde med Deloitte, kan CO2-udledningen reduceres med op mod 87 procent sammenlignet med konventionel engangsemballage – selv den af pap.

 

Foto: Re-Zip