For at samle alle tilknyttede selskaber i Danmark, Norge, Tyskland, Schweiz og Holland i en international koncern ændrer Cornator navn for at opnå en større gennemslagskraft.
Cornator har netop annonceret, at de skifter navn for at samle alle selskaber i Trimit Group. Trimit er langt fra et ukendt navn i Cornator-regi. Navnet har i mange år betegnet it-løsningen Trimit, som henvender sig branchespecifikt til virksomheder inden for mode, møbler, livsstilsprodukter og produktion.
”Vi har sat gang i en større rebranding for at stå stærkere og mere entydigt i et bredtfavnende brand. Vi vælger at gå med navnet Trimit, som fungerer bedst internationalt og er et anerkendt og udbredt navn blandt vores partnere og kunder,” forklarer Carsten Hedemann, Group CEO, som tiltrådte den 1. januar 2022 for at forene alle selskaber i Trimit Group og lede dem efter en samlet strategi.
Markerer starten på et nyt kapitel
Navnet Cornator har eksisteret, siden virksomheden blev grundlagt i 1990, så det er ikke uden en del overvejelser, at man nu vælger at udskifte det.
”Det er klart, at der er meget historik og nostalgi forbundet med et virksomhedsnavn. Til gengæld vil navneændringen markere starten på et nyt kapitel med mange fordele af både praktisk og taktisk karakter. Der er en indlysende fordel forbundet med én samlet kommunikation i stedet for at operere med flere brandnavne med tilhørende forpligtelser og omkostninger forbundet med at administrere, markedsføre og organisere dem,” siger Carsten Hedemann.
Partnere vil have adgang til de samme folk
Datterselskaberne Cornator A/S i Danmark, Cornator Norge, Cornator Holland og de for nyligt erhvervede selskaber HSG Hanse Solution i Tyskland og Schweiz vil skifte navne til henholdsvis Trimit Denmark, Trimit Norway, Trimit Netherlands, Trimit Germany og Trimit Switzerland. Ligeledes vil udviklingsselskabet, som i dag hedder Trimit, blive til Trimit Solutions.
De organisatoriske og strukturelle ændringer, som dette medfører, bliver implementeret således, at både kunder og det internationale netværk af partnere fortsat vil have adgang til de samme folk, det samme produkt og den samme support.
Processen forbundet med at ændre navne til Trimit er skudt i gang, men virksomheden forventer først at være helt på plads med alle ændringerne i løbet af maj eller juni 2022.
Foto: Carsten Hedemann