Efter nytår åbner det første besøgscenter til de kreative erhverv i Danmark. Besøgscentret får både en fysisk og en virtuel lokation, der skal brande Danmark som internationalt kreativt foregangsland.
Dansk arkitektur, mode, design, film, musik med mere får nu et fælles showroom, hvor besøgende fra hele verden fysisk og virtuelt kan opleve de danske, kreative brancher på tæt hold.
Det fysiske besøgscenter får adresse i Blox i indre København og er etableret med støtte fra Realdania og Industriens Fond. Initiativet til projekt samt den daglige drift af projektet skal varetages af Creative Denmark, der beskriver sig selv under det mundrette: offentligt-privat, not-for-profit markedsførings-organisation, som arbejder med international promovering af dansk kreativitet som et eksportparameter.
”Der er stor efterspørgsel efter det særlige, som danske virksomheder kan med kreativitet. Det er både efter kreative produkter som mode, design, arkitektur og gaming, og efter viden om hvordan man arbejder med design og kreativitet som forretningsstrategi og som afsæt for produktudvikling i andre industrier. Besøgscentret i Blox bliver udlandets naturlige indgang til danske kreative spidskompetencer, og vi glæder os til at lancere det fysiske rum og den virtuelle platform, hvor virksomhederne hver for sig og sammen kan stå stærkere med afsæt i en samlende fortælling om dansk kreativitet,” fortæller Creative Denmarks direktør, Majken Kalhave i en pressemeddelelse.
Mundbindfrit virtuelt besøgscenter
Coronapandemien lærte os, at rejserestriktioner, mundbind og aflysning satte en stopper for en lang række møder, konferencer messer og events. Og mange i de kreative brancher blev hårdt ramt. Creative Denmark fortæller, at de har oplevet en stor efterspørgsel efter en virtuel platform, hvor brancherne kan møde deres markeder uanset smittetal. I det virtuelle besøgscenter vil potentielle kunder fra hele verden kunne opleve danske løsninger, deltage i talks og workshops samt få indsigt i danske løsninger på netop deres udfordringer.
Det fysiske besøgscenter indbyder både store, internationalt kendte mærker samt mindre start-ups gennem samarbejder med en bred vifte af kreative organisationer. Det er desuden muligt at booke besøgscentret til blandt andet egne events, besøg og udstillinger.
Både det virtuelle og fysiske center bliver det første af sin slags i Danmark for de kreative erhverv og vil samle aktører på tværs af adskillige brancher som arkitektur, mode og design, film, tv og animation, musik og lyd samt digitale spil og XR (virtual og augmented reality), som på trods af corona samlet set eksporterede for cirka 130 mia. kroner i 2021.
Designbureauet Yoke, der er kendt for deres interaktive koncepter for udstillings- og oplevelsesdesign, har vundet opgaven med at designe Creative Denmarks besøgscenter i både fysisk- og online form.
Showroom for dansk, kreativ ekspertise
Som showroom for dansk, kreativ ekspertise bliver besøgscentret et unikt værditilbud til den brede vifte af virksomheder og organisationer, der i stigende grad fylder i den samlede danske eksport.
”Der sker vildt meget inden for de kreative erhverv. Idérigdommen er stor, og kreative virksomheder overalt i Danmark udbyder unikke produkter og løsninger af høj kvalitet. Deri ligger der et stort eksportpotentiale, og det skal det nye besøgscenter være med til at indfri. Vi har gode erfaringer med besøgscentre inden for cleantech, sundhed og digitalt iværksætteri, og de erfaringer skal nu bruges til at internationalisere de kreative erhverv og fremvise virksomhedernes produkter for et globalt publikum,” siger administrerende direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.
Sidste år omsatte de kreative erhverv for 276 mia. kroner plus formodede afledte effekter i andre erhverv på 134 mia. kroner. Dertil har de over en periode på 11 år oplevet en eksportvækst på 91 procent.
Besøgscentret er en strategisk prioritering fra partnerkredsen bag Creative Denmark, herunder tre ministerier, Dansk Industri, Dansk Erhverv og Realdania, og får støtte fra en bred kreds af de kreative erhverv, som bidrager til Creative Denmarks advisory board. Dertil er Dansk Design Center og BLOXHUB også med i samarbejdet om det kommende besøgscenter.
Foto: Yoke, Creative Denmark